Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han er flygtet fra en af deres træningslejre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at talebanere, efter ansøgerens forældre blev slået ihjel, begyndte at opsøge hans bopæl. Taliban ville have ansøgeren til at medvirke i krigen mod regeringen. Ansøgerens farmor fortalte talebanerne, at hun var syg og derfor havde brug for ansøgeren. Taliban-medlemmerne gav derfor ansøgeren en frist på 2,5 måneder. Da tiden var gået, opsøgte talebanerne ansøgerens bopæl fire til fem gange. Den sidste gang de opsøgte ansøgerens bopæl, accepterede ansøgerens farmor, at de tog ansøgeren med, idet hun var bange for, at ansøgeren ellers ville blive slået ihjel. Ansøgeren blev herefter ført til en træningslejr, der lå omkring en time fra bopælen. I lejren fik ansøgeren våbentræning og træning i selvmordsbomber. Hver torsdag aften fik ansøgeren lov til at besøge sin farmor. Da ansøgeren fortalte sin farmor om træningslejren, blev hun ked af. Ansøgerens farmor fortalte ansøgeren, at hun ville finde en måde, hvorpå ansøgeren kunne komme væk. Den fjerde torsdag ansøgeren var hjemme, udrejste han af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod tilstrækkelig moden til at besvare de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en usammenhængende, til dels divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med hans asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvad han blev trænet i af Taleban. Han har i den forbindelse først forklaret, at han på et tidspunkt begyndte at lære om selvmordbomber og ved en senere samtale, at han ikke selv lærte om selvmordsbomber. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han modtog en del undervisning i håndteringen af selvmordsbombeveste. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at forklaringen om tvangsrekrutteringen og opholdet hos Taleban og besøgsordningen med ansøgerens farmor forekommer usandsynlig. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at Taleban skulle tvangshverve ansøgeren ved et forløb, hvor de over ca. 2,5 måned opsøgte ham gentagne gange og gav ham frister, når der ikke undervejs var en ændring i hans situation eller anledning til at give frister, ligesom baggrundsoplysningerne om tvangshvervning og forholdene i Baghlan-området ikke tyder på, at Taleban benytter sig af tvangsrekruttering i videre omfang. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at Taleban skulle tvangshverve og bevogte ansøgeren under hele opholdet i træningslejren, mens de en gang om ugen skulle køre ham hjem til hans farmor og lade ham opholde sig der natten over uden bevogtning. Endeligt forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgerens farmor ikke fik ham ud af landet, før ansøgeren blev hvervet, når der i en periode på ca. 2,5 måneder var adskillige fristudsættelser og anledninger hertil eller på et tidligere tidspunkt, når han var hjemme på besøg. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet – og heller ikke selvom der henses til hans alder og uddannelsesniveau - været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare den nævnte divergens og de usandsynlige oplysninger, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved ansøgerens unge alder, og at ansøgeren under nogle af samtalerne blev træt og fik ondt i hovedet, således at der opstod fejl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/224/JEA
