afgh2017222

Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Ansøgeren er mindreårig.
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra (…) i Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret eller dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at Taliban har opsøgt hans families bopæl to gange, for at få ham til at tilslutte sig Taliban. Ansøgeren var ikke hjemme de to gange, hvor Taliban opsøgte hans bopæl. Taliban talte med ansøgerens mor, som sagde, at ansøgeren var for lille, og derfor ikke kunne tilslutte sig Taliban. Hun sagde til talebanerne, at hun ville overveje, at lade ansøgeren kæmpe for dem. Da Taliban opsøgte ansøgerens bopæl for anden gang, besluttede ansøgerens mor, at ansøgeren skulle rejse fra Afghanistan. Ansøgerens mor planlagde derfor ansøgerens udrejse sammen med ansøgerens morbrødre. Ansøgerens far forsvandt for omkring tre år siden. Farens forsvinden skete efter, at familien havde sagt, at han ikke skulle komme hjem igen, fordi Taliban havde efterspurgt ham på familiens bopæl omkring 6 gange. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2001. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flertallet finder, at der ikke er grundlag for at afvise ansøgerens forklaring. Flertallet finder således, at ansøgerens har afgivet en troværdig og sammenhængende forklaring. Flertallet finder endvidere, at de divergenser, der har været i ansøgerens forklaring vedrørende datoer mv., må ses i lyset af, at ansøgeren er analfabet, og at ansøgerens forklaring om, hvad Taliban har sagt til ansøgerens mor, beror på, hvad han har fået fortalt. Henset til Talibans interesse for ansøgeren sammenholdt med, at ansøgeren som følge heraf forlod sin landsby og rejste til Danmark finder flertallet, at det er tilstrækkelig godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for asylbegrundende overgreb af Taliban, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/222/JHB