Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [A], i Logar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var soldat. En aften, da ansøgeren var omkring 10 år gammel, var han og faren på vej hjem fra moskeen, da de blev standset af fire-fem personer fra Taliban. Talibanerne bandt ansøgerens far og smed ham op på ladet af deres bil. En af talibanerne greb fat i ansøgeren og stak ansøgeren i skulderen og hoften med en kniv. Ansøgeren blev bundet med et reb, hvorefter han blev trukket efter talibanernes bil. Ansøgerens hoved blev slået mod vejen, og han mistede bevidstheden. Ansøgeren vågnede efterfølgende op på et hospital. Ansøgeren havde pådraget sig alvorlige skader i ansigtet. Da ansøgeren forlod hospitalet, så han fem talibanere nærme sig hospitalets indgang, og ansøgeren genkendte den mand, der havde stukket ham med kniv. Ansøgeren vendte sig straks om, og gik den modsatte vej. Ansøgeren tog en taxa hjem til sin morbror i Kabul, hvor han var i to dage, inden han på morbrorens foranledning forlod Afghanistan, sammen med sin tre år yngre bror. Ansøgeren har herefter opholdt sig i Tyrkiet i syv år. På grund af sine fysiske skader har ansøgeren haft svært ved at klare sig i Tyrkiet, og i 2016 fik han og broren hjælp fra morbroren til at flygte til Danmark. Under flugten blev de to gange sendt tilbage til Tyrkiet af de ungarske myndigheder, og ansøgeren blev frataget sine papirer herunder morbrorens telefonnummer. Under flugten mistede ansøgeren kontakten med sin bror, og han har ikke længere kontakt med morbroren. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, når henses til ansøgerens alder på hændelsestidspunktet, har forklaret konsistent om de konkrete omstændigheder, ligesom ansøgeren har forklaret detaljeret og troværdigt om det lange ophold i Tyrkiet. På grundlag af ansøgerens forklaring er det således sandsynliggjort, at Taliban angreb ansøgerens far antageligt på grund af dennes arbejde i militæret, og at Taliban i forbindelse hermed udsatte ansøgeren for grov mishandling ved at stikke ham med en kniv i skulder og hofte og ved i forlængelse heraf slæbe ham efter en bil, hvilket ledte til, at ansøgeren fik svære og varige skader i ansigtet. Ansøgerens forklaring om skadernes omfang og karakter støttes af de foreliggende lægelige oplysninger. Ansøgerens havde året før mistet sin mor, og det må lægges til grund, at ansøgerens far ikke længere er i live. Ansøgerens morbror besluttede, da ansøgeren søgte hjælp hos ham, at arrangere en flugt for den tilskadekomne ansøger og dennes yngre bror. På grund af ansøgerens unge alder, må det ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren nærer en velbegrundet frygt tages i betragtning, hvorledes ansøgerens morbror vurderede risikoen for, at ansøgeren på ny vil blive udsat for overgreb fra Talibans side. Ansøgeren er pashtun, og stammer fra Kabul-området, og ansøgeren vil på grund af sine skader i ansigtet i hjemlandet være genstand for særlig opmærksomhed. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden fortsat i hjemområdet risikerer, at Taliban vil udsætte ansøgeren for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold andre steder i Afghanistan. Efter en samlet vurdering af ansøgerens personlige forhold, herunder hans alder og manglende uddannelse, og hans betydelige vansir, som samlet set gør det meget vanskeligt for ansøgeren at klare sig, samt under henvisning til, at der ikke er den tilstrækkelige sikkerhed for, at ansøgeren stadig har nogen form for netværk i Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til som internt flugtalternativ at tage ophold andre steder i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/221 LMD
