Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bayat og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans mosters mand vil sælge ham til nogle onde mennesker, som han mener er Taliban, der vil bruge ham til deres terrororganisation. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre døde, da han var fem-seks år gammel. Han har siden da boet hos sin moster og hendes mand, [A], og deres børn. [A] gav ofte ansøgeren lussinger, ligesom han flere gange har slået ansøgeren med et bælte. Den sidste måneds tid før ansøgerens udrejse fra Afghanistan skændtes ansøgerens moster meget med [A], og dagen før ansøgerens udrejse fortalte hans moster ham, at hun og [A] havde skændtes, fordi [A] ville sælge ansøgeren til nogle onde mennesker, som ville oplære ham i at deltage i selvmordsaktioner. Ansøgerens moster havde derfor arrangeret ansøgerens udrejse, og hun afleverede ansøgeren til en menneskesmugler dagen efter, at hans moster havde fortalt ham om [As] planer, hvorefter menneskesmugleren tog ansøgeren med ud af Afghanistan og videre til Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling, selvom han er 16 år. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der viser, at han har forstået svarenes betydning. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om hændelsesforløbet, og at forklaringen har været nuanceret og præget af, at ansøgeren selv har gjort sig tanker om, at han ønskede at holde sig til sandheden, og at han derfor ikke ville forklare andet og mere, end han selv kunne stå inde for. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at beslutningen om, at han skulle rejse, er truffet af hans moster, som på dette punkt trodsede sin mand med den risiko, det ville indebære for hende selv. Flygtningenævnet har overvejet, om ansøgerens moster kunne have andre motiver til at sende ansøgeren væk, end det, hun oplyste ansøgeren om. Der er en række uoplyste forhold, navnlig at det ikke vides, hvorledes mosteren kunne skaffe penge til ansøgerens rejse. På den anden side må det efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at Taliban var og fortsat er i ansøgerens hjemområde, og at Taliban rekrutterer unge drenge med henblik på udførelse af selvmordsaktioner. Det er derfor ikke usandsynligt, at ansøgerens onkel havde mulighed for at overlade ansøgeren til Taliban mod betaling. Herefter og efter en samlet vurdering, hvor Flygtningenævnet har taget hensyn til ansøgerens unge alder og hans deraf følgende begrænsede muligheder for at skaffe nærmere oplysninger med henblik på at sandsynliggøre, hvilken risiko han måtte løbe ved en tilbagevenden til Afghanistan, har ansøgeren tilstrækkeligt sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afghanistan/2017/220/snd
