Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin morbror, [navn på morbror], idet ansøgeren formoder, at den koranskole, som ansøgerens morbror har forbindelser til, og som ansøgeren skulle tilknyttes som elev, i stedet uddanner børn til selvmordsbombere. Han formoder, at hans morbror frygter, at ansøgeren vil fortælle til myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter Taliban, fordi de arbejder sammen med ansøgerens morbror. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans morbror har været øverste leder af Taliban i [et afghansk område] i 10-12 år. Han beordrede blandt andet Taliban til at kæmpe i forskellige områder, og han opkrævede skatter for narkotikasalg. Ansøgerens morbror kom omkring [i sommeren] 2015 på besøg hos ansøgerens familie til Eid. Morbroren sagde, at ansøgeren enten skulle arbejde for Taliban eller gå i koranskole. Efter ansøgerens fars død omkring 2012 havde ansøgerens morbror i en årrække argumenteret for, at ansøgeren skulle gå i koranskole, men ansøgerens mor havde brug for hans hjælp i hjemmet. Da ansøgerens søskende var blevet voksne, accepterede hun, at ansøgeren skulle gå i koranskole. 30-40 dage efter Eid skulle ansøgeren på koranskole i Quetta, Pakistan. Rejsen til koranskolen ville vare en dag. Ansøgeren blev kørt til skolen af morbroren, der herefter kørte igen. Om aftenen fik ansøgeren en indsprøjtning af en ukendt underviser på skolen, og ansøgeren faldt i søvn. Indsprøjtningen indeholdt et stof, der skulle rense hukommelsen og hjernevaske ansøgeren. Den efterfølgende dag kunne ansøgeren fra vinduet i det værelse på anden sal, hvor han opholdt sig, se en gård omkranset af en meget høj mur. Han kunne se, at 20-25 personer modtog våbentræning. Ansøgeren gik ned i gården. I et stort rum ved siden af træningsområdet ordnede nogle personer eksplosiver på selvmordsveste. Om aftenen gemte ansøgeren sig på toilettet, da det var tid til indsprøjtning, og han kom først tilbage, da personalet var færdige med at give disse. Ansøgeren spurgte en af underviserne, hvornår de skulle modtage undervisning. Underviseren forklarede, at undervisningen først kunne ske, når [navn på leder] var ankommet. Det gik op for ansøgeren, at de reelt ikke skulle modtage undervisning, men at de skulle trænes til at være selvmordsbombere. På tredjedagen stod ansøgeren op omkring tidspunktet for morgenbønnen og fortalte vagten, at han skulle købe frugt, hvorefter ansøgeren fik lov til at gå fra området. Han tog en taxa fra Quetta og ringede til sin bror og fortalte ham alt. Hans bror arbejdede for militæret i Helmand og ville mødes med ansøgeren ved grænsen. Ansøgeren tog herefter en taxa til [en afghansk by]. Broren tog ansøgeren med hen til sin kollega i Kandahar, hvor de overnattede. Ansøgerens svoger, [navn på svogeren], hentede ansøgeren i Kabul den efterfølgende dag, og ansøgeren overnattede hos [navn på svogeren] i en til to nætter, før ansøgeren omkring [efteråret] 2015 udrejste af Afghanistan via Nimruz. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og utroværdig. I denne vurdering er det indgået, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens morbror indtager en ledelsesmæssig rolle i Taliban samtidig med, at ansøgerens bror uden problemer for familien i øvrigt arbejder for de afghanske militærmyndigheder i Helmand-provinsen. Nævnet finder det heller ikke troværdigt, at ansøgerens mor skulle have indvilliget i at sende ansøgeren på koranskole som 19-årig, efter at hun angiveligt gennem flere år havde kunnet modsætte sig dette, fordi hun hidtil havde haft brug for hans hjælp i hjemmet. Efter ansøgerens oplysninger om karakteren af den omhandlede koranskole fremstår det endvidere usandsynligt, at skolen ikke var bevogtet, således at ansøgeren frit kunne forlade skolen. Det fremstår heller ikke troværdigt, at ansøgeren på andendagen af sit ophold på skolen skulle have haft held med at gemme sig for personalet, når der om aftenen skulle gives indsprøjtninger til eleverne. Endelig fremstår det ikke troværdigt, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han først opdagede, at han befandt sig i Pakistan, da hans bror oplyste dette under telefonsamtalen umiddelbart efter flugten fra skolen, idet broren kunne se landekoden i sin telefons display. Under disse omstændigheder og under henvisning til divergenserne i ansøgerens forklaring om tidspunktet for ankomsten til skolen, bevogtningsforholdene på skolen, hvem der gav ansøgeren indsprøjtningen den første aften og om morbrorens bestræbelser på at få ansøgeren sendt på koranskole, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan ikke kan føre til opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/215/DTO
