Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller myndighederne. Tre dage før ansøgerens udrejse blev han i sit bilværksted opsøgt af tre bevæbnede personer, der ville have ansøgeren til at indbygge en boks under deres bil i højre side. Da ansøgeren så, at de var bevæbnede, blev han bange og accepterede at udføre opgaven. Det tog omkring en time at lave boksen. Omkring 10 minutter senere, mens ansøgeren stadig var nede i smøregraven, hørte han en mand råbe, at politiet var kommet til værkstedet. Kort efter hørte ansøgeren skyderi. Ansøgeren flygtede fra værkstedet. Han ringede til sin ven, [A], der hentede ansøgeren. Om aftenen blev han ringet op og fik at vide, at politiet havde været på ansøgerens bopæl og havde spurgt efter ansøgeren. De havde også ransaget bopælen. Politiet sagde til ansøgerens familie, at ansøgeren havde samarbejdet med Taliban. Ansøgeren turde ikke tage hjem og overnattede derfor hos vennen, og efter to dage udrejste han. Politiet har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl en gang. Tre dage efter skudepisoden blev ansøgerens bopæl opsøgt om natten af bevæbnede personer, der spurgte efter ansøgeren. Personerne beskyldte ansøgeren for at have anmeldt dem til politiet, hvorefter en af fra deres gruppe var blevet dræbt at politiet. Personerne slog ansøgerens to brødre, [M] og [S]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at forklaringen forekommer divergerende og utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hans bror ringede til ham samme aften, som episoden på værkstedet angiveligt havde fundet sted og sagde, at der havde været politi på bopælen, som havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren forklarede ikke noget om, at politiet tog broren med til afhøring på politistationen. Ansøgeren forklarede videre, at politiet ugen efter – samt ugen efter igen – kom til ansøgerens bopæl for at opsøge ansøgeren. Politiet kom i alt tre gange. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hans ægtefælle – senere rettet til hans bror – ringede om aftenen og sagde, at politiet havde rettet henvendelse til familiens bolig og ransaget boligen, idet de sagde, at ansøgeren havde samarbejdet med Taliban. Politiet havde taget broren med til afhøring på politistationen. En uge efter ansøgerens udrejse opsøgte politiet igen ansøgerens bopæl for at lede efter ham. De var der i alt to gange. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at det var hans ægtefælle, der ringede til ham, og ikke hans bror. Nævnet finder, at der er tale om en væsentlig divergens henset til, at det var denne begivenhed, der udløste hans flugt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen ikke omtalte sin frygt for Taliban, men henviste til en gruppering, og at han ikke omtalte, at han blev truet verbalt af den person, der bestilte arbejdet med montering af en boks på bilen. Nævnet bemærker herved, at der er tale om centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer usandsynligt, at Taliban angiveligt opsøgte ansøgerens værksted, der lå i udkanten af byen, for at få udført en speciel opgave i form af fremstilling og opsætning af en metalboks på bunden af en bil, taget i betragtning, at Taliban aldrig tidligere havde benyttet ansøgerens værksted, og at der var tale om et arbejde, der indebar en vis risiko, ligesom Taliban må formodes at være en organisation, der har egne forbindelser til udførelse af et sådant arbejde. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at talbanerne skulle mistænke ansøgeren for at have angivet dem henset til, at en person fra Taliban efter ansøgerens forklaring hele tiden opholdt sig en til to meter fra ansøgeren, mens han arbejdede. Nævnet finder endelig, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren fra sin plads i smøregraven, hvor han havde frit udsyn under bilen, ikke har set politibilen i gården, og at han ikke under sin flugt har set nogen af de andre personer. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/200/MKT
