Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], […], Oruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan at blive slået ihjel af Taliban eller kuchierne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der i ansøgerens hjemområde opstod krig mellem Taliban, kuchierne og hazaraerne. Taliban og kuchierne chikanerede folk i området. Taliban afkrævede mad, drikke og penge af dem, mens kuchierne stjal deres dyr og afgrøder. Ansøgerens far blev ved lejligheder slået af Taliban eller kuchierne. Krigen eskalerede og rykkede tættere på ansøgerens landsby. Den nat, hvor ansøgeren og hans familie flygtede, opstod der kaos, og ansøgeren blev væk fra sin familie. Ansøgeren oplyste i forbindelse med mødet i Flygtningenævnet, at han er konverteret til kristendommen og har været i kirke to gange. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at hverken Taliban eller kuchierne efter ansøgerens forklaring havde anden interesse i landsbyens beboere end at få mad, drikke og penge og – efter oplysninger, som ansøgeren alene har fra sin far – om muligt også overtage deres ejendomme og jord, at de også rettede henvendelse til andre husstande i landsbyen end ansøgerens. Nævnet finder således ikke, at der er grundlag for at antage, at Taliban og/eller kuchierne skulle have en konkret og individuel interesse i ansøgeren eller ansøgerens familie. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med Taliban eller kuchierne, og at han på intet tidspunkt har talt med nogen fra disse grupperinger. Det forhold, at ansøgeren er flygtet fra området på grund af krigen mellem Taliban, kuchierne og landsbyens indbyggere kan ikke føre til andet resultat, da der er tale om en generel frygt. For så vidt angår ansøgerens på mødet i Flygtningenævnet afslutningsvis påberåbte asylmotiv i relation til konversion til kristendommen kan nævnet ikke lægge dette til grund, idet forklaringen herom forekommer diffus, selvmodsigende og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret, at han efter afslaget i Udlændingestyrelsen blev træt af at være muslim, men ikke vidste hvilken religion, han ville bekende sig til. Han har videre forklaret, at hans beslutning om at gå i kirke i [en dansk by] opstod efter mødet hos advokaten [i foråret] 2017. Herefter og henset til det meget sene tidspunkt for den angivelige konversion forkaster Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om konversionen til kristendommen som ikke reel og dermed konstrueret til lejligheden. Herefter og da de generelle forhold for etniske hazaraer ikke i sig selv kan begrunde asyl, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/199/MKT
