Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og bahai af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, myndighederne eller befolkningen, fordi han har en anden religion end den alment accepterede i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet en udnævnt Taliban-guvernør er blevet anholdt på grund af ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit første asylmotiv henvist til, at hans familie flyttede til Iran da han var en måned gammel. I Iran konverterede familien fra islam til bahai. Da ansøgeren var omkring fire til fem år gammel, flyttede han med sin familie tilbage til Afghanistan, hvor de opholdt sig i Kabul i ti år. I løbet af de ti år, flyttede ansøgerens familie tre gange på grund af chikane. Chikanen skyldtes familiens religion. Ansøgerens far arbejdede for forsvarsministeriet i ni år, men han blev fyret. Ansøgeren formoder, at faren blev fyret på grund af sin religion. Familien flyttede herefter til Kunduz. Ansøgeren har til støtte for sit andet asylmotiv henvist til, at han i sommeren 2012 blev hvervet af en officer i efterretningstjenesten ved navn [A]. Ansøgeren arbejdede som spion. Ansøgerens opgave var, at samle informationer om Taliban, deres ledere, og hvilke våbentyper de havde. Når ansøgeren handlede ind med sin far, samlede han samtidigt oplysninger om, hvad der skete i området. Disse oplysninger videregav han til [A]. To dage efter Kunduz’ fald i 2015, blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban. Taliban tog ansøgeren og hans bror med. De blev sat i fængsel. Efter tre nætter i fængsel lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren tog til Baglan-provinsen, hvor hans forældre opholdt sig. De fortalte ham, at han skulle rejse, idet det var for farligt at blive. To dage efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker i relation til ansøgerens asylmotiv om sin tro som bahai, at familien efter indrejsen i 2003 fra Iran til Afghanistan har kunnet opholde sig der indtil udrejsen i 2015, og at ansøgerens far i ni år i den periode var ansat i Forsvarsministeriet. Endvidere bemærkes, at ansøgeren selv har oplyst, at hans religiøse forhold ikke var årsagen til hans udrejse. På den baggrund finder Flygtningenævnet, uanset at forholdene for bahaier i Afghanistan generelt må vurderes som vanskelige, er ansøgerens religiøsitet ikke i sig selv asylbegrundende. I relation til ansøgerens andet asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans eventuelle oplysninger om at have set en Taliban guvernør stige ind i et køretøj har medført, at denne dagen efter blev anholdt i en anden by mindre end to timers kørsel væk, endsige at oplysningerne om ansøgerens rolle i den forbindelse skulle være kommet til Talibans kundskab. Det forekommer usandsynligt og beror alene på ansøgerens formodning, at anholdelsen af ansøgeren to dage efter Kunduz’ fald skulle være begrundet i, at hans navn stod i sikkerhedstjenestens arkiver. Der er herved også henset til, at hvis han deri skulle være anført som havende en hovedrolle i anholdelsen af Talibans guvernør, ville det have været nærliggende, at Taliban havde passet bedre på ham. Endeligt bemærkes at ansøgerens far, som i det væsentlige havde den direkte kontakt med sikkerhedstjenesten, efter ansøgerens udrejse valgte at blive i Afghanistan.
Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/197/HHU
