Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hazara og shia muslim fra [M], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, der mistænker ham for at samarbejde med de afghanske myndigheder. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de afghanske myndigheder, som mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret] 2015 blev stoppet ved en kontrolpost og tilbageholdt af medlemmer fra Taliban, idet de blandt andet havde fundet ansøgerens valgkort fra [foråret] 2014 i hans bil, hvor han havde stemt på Abdullah Abdullah og dermed støttede myndighederne. Ansøgeren blev i den forbindelse ført til et bjergområde, hvor Taliban holder til. Taliban anklagede ham for at være spion. Ansøgeren fik herefter valgt om enten at samarbejde med Taliban eller at blive slået ihjel. Ansøgeren valgte at samarbejde. Den efterfølgende dag blev ansøgeren og et medlem fra Taliban standset af politiet, da de kørte mod byen [S]. Der udbrød ildkamp mellem politiet og Taliban, hvorefter det lykkedes ansøgeren at flygte til en nærliggende plantage. Ansøgeren tog efterfølgende kontakt til sin ven, [H], som hjalp ham med at arrangere udrejsen. I starten af [efteråret] 2015 valgte ansøgeren og ansøgerens ægtefælle og børn at udrejse til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det helt usandsynligt, at den mandlige ansøger ved en tilfældighed skulle have glemt sit valgkort i bilen, hvor de har ligget igennem de sidste to år, når ansøgeren var klar over, at Taliban ville straffe dette med henrettelse eller amputation af en finger, hvis de fandt det, og da ansøgeren, som fragtmand jævnligt kørte i Talibankontrolleret området mellem Kandahar og Ghazni. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter i sit asylmotiv, idet han har forklaret forskelligt om, hvem af talibanerne, som gjorde hvad i forbindelse med hans tilfangetagelse, hvor mange af talibanerne som han genkendte, hvor mange der slog ham under tilbageholdelsen, og om han blev standset af myndighederne ved en kontrolpost eller af politibiler på vejen, og om han skjulte sig i en plantage eller en gård, hvor længe han løb, før han gemte sig, og om han begyndte at gå imod landsbyen om natten eller om morgenen. Den mandlige ansøger har forklaret udbyggende, idet han under mødet har forklaret, at [H] allerede havde set hans bil, da ansøgeren henvendte sig til [H] efter flugten. Ansøgeren har forklaret, at han gik omkring 25 kilometer fra plantagen til hans hjemby. Af et kort fremgår det, at afstanden mellem [S] og [M] er cirka 50 kilometer. Nævnet finder det bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger i mørke og uvejsomt terræn skulle kunne gå omkring 50 kilometer fra plantagen til hans hjemby i løbet af cirka seks timer. På baggrund af ovennævnte tilsidesætter nævnet den mandlige ansøgers forklaring, som usandsynlig, divergerende og udbyggende, hvorfor den vurderes som konstrueret til lejligheden. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/189/lrn
