Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra […]-landsbyen, Baraki Barak-distriktet i Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin halvfarbror, da ansøgerens far havde en jordkonflikt med ham, efter de sammen arvede jord fra ansøgerens farfar. I den forbindelse slog halvfarbroren ansøgerens far, mor og søster ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at konflikten mellem hans far og farens halvbror brød ud fem-seks måneder efter, at deres far døde for omkring to og et halvt år siden. Halvfarbroren gjorde krav på hele arven, fordi han var ældst, men det kunne ansøgerens far ikke acceptere. Halvfarbroren kom jævnligt til ansøgerens og hans families bopæl, hvor han jævnligt diskuterede med ansøgerens far om, hvad der skulle ske med den arvede jord. Et halvt år efter de hyppige besøg startede opsøgte halvfarbroren endnu engang ansøgeren og hans familie på familiens bopæl. Ansøgeren sad på et værelse, hvor der var en dør med et vindue ud til et rum, hvorfra han hørte skud. Ansøgeren kunne igennem vinduet se, at hans far var blevet skudt. Ansøgeren så herefter sin halvfarbror skyde hans mor og søster. Halvfarbroren kaldte herefter ansøgerens navn. Ansøgeren sprang ud gennem vinduet ud til gården, hvorefter han hoppede over muren. Ansøgeren hørte skud, men nåede at komme over, og han løb hen til sin fars ven, som boede tæt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren overnattede hos sin fars ven, og næste morgen kørte ansøgeren med taxa til sin morbror i Kabul. Ansøgeren var hos sin morbror i få timer, før morbroren tog med ansøgeren i en taxa til Nimruz, hvorfra ansøgeren flygtede ud af Afghanistan på en ukendt dato i slutningen af 2015. Efter ansøgerens udrejse har ansøgerens moster i Danmark hørt fra ansøgerens morbror i Kabul, som har fortalt, at halvfarbroren har kontaktet morbroren for at høre, om morbroren vidste, hvor ansøgeren befandt sig. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse fra sin halvfarbrors side. Nævnet lægger herved vægt på, at halvfarbroren har skudt ansøgerens far, mor og søster, og i situationen kaldt på ansøgeren, der imidlertid flygtede. Nævnet lægger videre vægt på, at halvfarbroren har opsøgt ansøgerens morbror i Kabul, hvor ansøgeren opholdt sig kortvarigt inden udrejsen. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgerens halvfarbror var en magtfuld person, der har evne og vilje til at efterstræbe ansøgeren, uanset hvor i Afghanistan han opholder sig. Ansøgeren har ikke anden familie end morbroren i Kabul, og ansøgeren lider af angst, søvnbesvær, mareridt, tankemylder, kognitive deficits og flashbacks som følge af drabene på hans familie. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forhold, herunder hans personlige forhold, at det ikke vil være rimeligt at henvise ham til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at de afghanske myndigheder kan anses for at have vilje og evne til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet forfølgelsesgrunden ikke er omfattet af Flygtningekonventionen.” Afgh/2017/188/MGO