Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra […] i Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som elleveårig blev taget med af et Talibanmedlem ved navn [A], som bragte ham til et af Talibans opholdssteder i Tora Bora bjergene. Ansøgerens far var indforstået hermed, da han var glad for, at ansøgeren skulle lære om islam. Ansøgeren tilbragte de næste fire år sammen med Taliban. Udover ansøgeren var der også mange andre unge drenge. Ansøgeren boede på værelse med tre andre drenge, som hed […], […] og […]. Under opholdet modtog ansøgeren islamisk undervisning, fysisk træning og våbenundervisning. Han fik også vist film af drenge, som begik selvmordsangreb. Ansøgeren meldte sig til udøve jihad og kort tid efter skulle han, sammen med for ham to ukendte talebanere, tage til et hotel i Jalalabad for at gennemføre et selvmordsangreb. Da ansøgeren kom frem til hotellet, blev han efterladt af de to talebanere. Ansøgeren besluttede sig for, at han ikke ville gennemføre angrebet, da han ikke ville såre de uskyldige mennesker, som befandt sig på hotellet. Ansøgeren gik derfor hen til [B] og fortalte ham, at han bar en selvmordsvest. [B] evakuerede hotellet og fjernede ansøgerens vest. Ansøgeren fortalte [B] om Taliban, [A] og Tora Bora, hvorefter [B] fortalte ansøgeren, at han ville hjælpe ham med at udrejse af Afghanistan. [B] har efterfølgende fortalt ansøgeren, at Taliban leder efter ham. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom forklaringen på centrale punkter findes usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt han havde en mobiltelefon under sit ophold hos Taliban. Under nævnsmødet har ansøgeren først forklaret, at han ikke havde en mobiltelefon. Foreholdt sin forklaring i Udlændingestyrelsen den 11. januar 2017, hvoraf fremgår, ”at han fik en mobiltelefon af Taliban”, og at ”de bare giver telefoner til folk”, forklarede ansøgeren, at det er rigtigt, at han havde fået en telefon, men at det var en telefon uden kamera. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han blev afhørt af [B] eller andre politimænd. Han har således under sin samtale i Udlændingestyrelsen den 12. december 2016 forklaret, at han ikke blev afhørt om sin tid hos Taliban, og at han troede, at det var, fordi han var lille. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den 11. januar 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at [B] stillede spørgsmål om Taliban, [A] og Tora Bora. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han fandt ud af, at han skulle udføre et selvmordsangreb. Ansøgeren har således under sin samtale i Udlændingestyrelsen den 12. december 2016 forklaret detaljeret om, at han meldte sig til en selvmordsaktion samt om, hvorfor han ønskede at udføre et selvmordsangreb. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den 11. januar 2017 har ansøgeren ligeledes forklaret detaljeret om, hvordan han blev forberedt på selvmordsaktioner med bombebælte. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at han troede, at han skulle udføre jihad ved at være kriger, og at han blev overrasket, da det gik op for ham, at han skulle udføre et selvmordsangreb. Flygtningenævnet finder det blandt andet usandsynligt, at ansøgeren opholdt sig i omkring fire år på Talibanskolen, hvor der var 60-80 elever, uden at lære andre drenge eller bare deres navne at kende. Det findes endvidere helt usandsynligt, at ansøgeren under hele turen fra Tora Bora til Jalalabad var iført bombevesten, der var armeret og klar til sprængning, samtidig med, at ansøgeren sad med fjernbetjeningen hertil i hånden. Flygtningenævnet finder endelig ansøgerens forklaring for nævnet om, at våbentræningen de første otte-ni måneder alene bestod i, at han kiggede på våben, samt om at Sarjangi lod ansøgeren forlade stedet umiddelbart efter episoden på hotellet samt betalte 8.000 $ for ansøgerens flugt, for usandsynlig. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i individuel, konkret og reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/183/JHB
