Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at [As] familie vil dræbe ansøgeren, eller gøre noget slemt ved ham, fordi ansøgeren har slået [A] i hovedet, og fordi [As] familie er pashtunere, der ikke kan lide shiamuslimer, hvilket ansøgeren er. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at Afghanistan ikke er et godt sted at være på grund af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på en torsdag i [slutningen af sommeren eller starten af efteråret] 2015 skulle hente frokost ved en bekendt ved navn [B]. På [Bs] bopæl fandt ansøgeren [Bs] ægtefælle liggende såret på jorden. Ansøgeren ringede efter [B], som kom og bragte ægtefællen til hendes forældre. En time efter kom [B] tilbage og spurgte ansøgeren, om ansøgeren ville med ud for at finde [A]. [A] var naboens søn, og han stod bag overfaldet på [Bs] ægtefælle. Ansøgeren og [B] fandt [A] på en fodboldbane, hvor [A] skubbede [B] ned på jorden. Ansøgeren greb en metalstang og slog ud efter [A]. Han ramte [A] ved øret. [B] kørte ansøgeren hjem til [Bs] forældre. To til tre dage efter udrejste ansøgeren med [B] og dennes ægtefælle. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har afgivet en konsistent forklaring om episoden, hvor han tildelte [A] et slag med en jernstang. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at [As] far har en så magtfuld position, at han vil kunne finde ansøgeren overalt i Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for [As] fars stilling eller for, om han er en indflydelsesrig myndighedsperson, som vil have adgang til oplysninger om ansøgeren, hvis denne vender tilbage til Afghanistan. Selvom det måtte lægges til grund, at ansøgeren på grund af episoden, hvor han slog [A], ikke kan vende tilbage til sin hjemby, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er helt uprofileret, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive efterstræbt af [As] familie uden for hjembyen. Ansøgeren er en ung, ugift mand i den arbejdsduelige alder, og det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at unge mænd sædvanligvis vil kunne finde beskyttelse i en større by som f.eks. Kabul, hvor ansøgerens levevilkår ikke kan antages at blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil bliver krænket. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/180/HHU.
