Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [by], Balkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive rekrutteret eller dræbt af sin fars farbror og af sin fars farbrors søn, der er medlemmer af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at der i hans fars familie er en tradition for, at man skal tilslutte sig Taliban, når man er 12 år gammel, eller når man kan bære våben. Da ansøgeren var 8 år gammel kom ansøgerens fars farbror og farens farbrors søn til ansøgerens far, fordi de ville have, at faren skulle lade ansøgerens storebror tilslutte sig til Taliban. På det tidspunkt var storebroren 12 år. Faren nægtede at overdrage storebroren til farens farbror og farens farbrors søn. Faren bestemte herefter, at ansøgeren og hans storebror skulle bo hos deres farmor, der boede i Mazar-e-Sharif. Efter noget tid bestemte faren, at storebroren skulle tage til Indien, mens ansøgeren blev boende hos farmoren. Ansøgeren blev ikke opsøgt af farens farbror, farens farbrors søn eller af andre fra farens familie, mens ansøgeren boede i Mazar-e-Sharif. Da ansøgeren var 15 år døde farmoren, og ansøgeren flyttede tilbage til sine forældre. Dagen efter den 40. sørgedag for farmorens død kom farens farbror og farens farbrors søn hen til faren. Denne gang ville de have, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban. Omkring tre-fire dage derefter forlod ansøgeren og hans familie Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge til grund, at ansøgerens fars farbror, [A] og dennes søn [B], som begge er knyttet til Taliban, henvendte sig til ansøgerens far efter udløbet af sørgeperioden vedrørende bisættelsen af ansøgerens farmor for at rekruttere ansøgeren til Taliban, at de, da de forlod bopælen, meddelte ansøgerens far, at ansøgeren ville blive kidnappet, hvis han ikke kom til dem, og at ansøgerens far herefter foranledigede, at hele familien udrejste. Ansøgeren findes herefter at have sandsynliggjort, at han er kommet i et sådant konkret modsætningsforhold til [A], at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren findes ikke efter det foreliggende at risikere forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at der er tale om en lokal konflikt, og at ansøgeren må henvises til at tage ophold i en større by, som fx Kabul uden at risikere asylbegrundende overgreb. Det må herved tillægges vægt, at [A] på intet tidspunkt har taget ansøgeren med magt, at [A] heller ikke på noget tidspunkt opsøgte ansøgeren og dennes storebror under opholdet hos farmoren, og at [A] heller ikke på noget tidspunkt har taget effektive skridt til at hente ansøgeren eller dennes storebror. Der er derfor ikke holdepunkter for at antage, at [A] vil eftersøge ansøgeren, såfremt ansøgeren tager ophold i Kabul. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren er en ung mand i den arbejdsdygtige alder. Han tilhører en større etnisk gruppe, og hans sprog og religion er blandt de dominerende. Ifølge baggrundsoplysningerne vil unge mænd som ansøgeren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul. Under henvisning til det ovenfor anførte er der ikke grundlag for at anse ansøgeren som profileret. Selvom levevilkårene er vanskelige er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansøgerens levevilkår er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i Kabul jf. pkt. 91 og UNHCR om international protection af 23. juli 2003, afsnit II c. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i Kabul på et rimeligt niveau, og ansøgeren kan derfor henvises til at tage ophold i Kabul som et internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/177/THJ
