Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er sunni-muslim fra [by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi de tvangsrekrutterer unge mænd. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far var politimand i det afghanske politi i Kunduz i otte-ni år. Faren sad på kontor og lavede administrative opgaver. Faren gik på arbejde kl. 8-9 om morgenen og kom hjem kl.18-19 om aftenen. Faren modtog et trusselsbrev fra Taliban omkring halvanden uge inden ansøgerens udrejse af Afghanistan. Taliban sendte et brev til faren, hvor der stod, at han skulle stoppe med at arbejde for myndighederne, og i stedet skulle han samarbejde med Taliban. Ansøgeren var ude at lege på dette tidspunkt og hans mor fortalte ham om brevet, da han kom hjem. Faren adlød ikke Taliban, idet han fortsatte med at gå på arbejde. Ansøgeren og hans søskende opholdt sig indendørs efter modtagelsen af brevet, idet moren frygtede, at de ville blive kidnappet eller dræbt af Taliban, således at Taliban kunne afpresse faren til at samarbejde med dem. Efter halvanden uge blev ansøgerens families hus angrebet af otte-ni ukendte personer fra Taliban om natten, da familien sov. De skubbede moren ind på det værelse, hvor børnene lå og sov. De sparkede ansøgeren og truede ham med et langt våben. De gik ind på forældrenes soveværelse overfor, og børnene havde derfor frit udsyn til at se, at de bandt farens hænder, gav ham bind for øjnene og slog ham. Ansøgeren så, at de trak faren ud hjemmet. Ansøgeren har ikke hørt fra faren siden. Han ved ikke, hvad der er sket med faren. Moren ringede til ansøgerens morbror omkring 30 minutter efter de ukendte personer var gået. Morbroren kom og hentede familien. De opholdt sig hos onklen i to dage, og han solgte familiens jord i [byen], således at de kunne få råd til udrejsen. Morbroren tog kontakt til en menneskesmugler, og ansøgeren og hans familie udrejste til Iran efter to-tre dage. I Iran blev ansøgeren adskilt fra sin familie ved grænsen til Tyrkiet, idet de unge drenge først skulle over grænsen, fordi de tyrkiske grænsevagter skød efter folk, der passerede grænsen. Kvinder og børn ville senere blive sendt til Istanbul. Ansøgeren opholdt sig fire måneder i Tyrkiet. Det lykkedes ham ikke at finde sin familie igen. Det må tillægges vægt, at ansøgeren aldrig personligt er blevet opsøgt eller truet af Taliban, herunder heller ikke søgt tvangsrekrutteret, og at ansøgeren ikke blev bortført i forbindelse med overfaldet på familiens hus. Efter Udlændingestyrelsens afgørelse har ansøgeren oplyst, at han har modtaget nye oplysninger om faren og morbroren fra en ukendt mand, som ansøgeren har mødt en enkelt gang på Københavns hovedbanegård. Det er påfaldende, at ansøgeren, der var i besiddelse af en mobiltelefon, ikke kan oplyse nærmere om mandens identitet, selvom han har kunnet forklare detaljeret om de nye oplysninger. Ansøgeren har heller ikke for Flygtningenævnet underbygget disse oplysninger nærmere, og der kan efter det foreliggende, herunder det sene fremkomsttidspunkt ikke lægges nogen vægt på disse nye oplysninger. Dernæst fremstår det usædvanligt, at udrejsen, herunder salget af familiens jord, kunne arrangeres så hurtigt, som forklaret af ansøgeren. Det fremgår af den overvejende del af baggrundsmaterialet, at tvangsrekruttering kun sker i begrænset omfang, og at rekruttering hovedsagelig sker blandt pashtunere. Ansøgeren er heller ikke på noget tidspunkt blevet forsøgt rekrutteret. Ansøgerens frygt for tvangsrekruttering er alene baseret på formodninger. Endelig har ansøgeren kun i begrænset omfang kunne oplyse om farens aktiviteter, idet der ikke kan lægges nogen vægt på ansøgerens udbyggende oplysninger som ovenfor anført. Det kan derfor ikke antages, at farens aktiviteter har profileret ansøgeren i lokalsamfundet. Sammenfattende kan Flygtningenævnet alene lægge til grund, at Taliban på et tidspunkt overfaldt familiens bopæl og bortførte faren. Når der henses til det ovenfor anførte, herunder at ansøgeren fremstår uprofileret, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at han skulle være efterstræbt af Taliban eller i øvrigt være i en særlig risiko for at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Der kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/175/THJ
