afgh2017169

Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk usbek fra en landsby i Takhar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er ateist og frygter en kommandant [A], som ansøgerens familie har haft en konflikt med. Ansøgeren, der er født i 1996, har nærmere oplyst, at han tidligt fandt ud af, at han er homoseksuel. Han havde seks-syv gange samleje med den jævnaldrende [B], som ofte kom på besøg sammen med sin far, som ansøgerens far havde forretningsmæssige forbindelser til. I 2013 havde han samleje med [B] i dennes bolig i et gæsteværelse. [B] sagde rædselsslagen, at de var blevet opdaget, og ansøgeren skyndte sig derfor hjem. Han fortalte sin far, at [A] var efter ham, samt at han havde haft en kontrovers med en imam. Faren indvilligede i, at ansøgeren kunne udrejse. Ansøgeren rejste straks til Kabul og i løbet af en uge var udrejsen arrangeret, og ansøgeren kunne flyve til Tyrkiet. Senere kom han til Norge, hvor han opholdt sig i halvandet år og fik afslag på sin asylansøgning. Tilbage i Afghanistan primo 2015 flyttede han rundt mellem Mazar-e Sharif og Kabul, hvor han fik problemer. Mens ansøgeren søgte efter [B], mødte han tilfældigt sin storebror, der fik ham overtalt til at tage med hjem til forældrene. Ansøgerens far var meget vred på ham. Faren vidste nok på det tidspunkt, at ansøgeren var homoseksuel, og faren slog ham på halsen med en kop eller tallerken samt stak en kniv i ryggen på ham. De næste tre måneder holdt faren ham indespærret i familiens stald. Faren slog ham flere gange i den periode og talte om at slå ham ihjel. Ansøgerens mor var mindre streng og fik overtalt faren til, at ansøgeren kunne slippe og på ny udrejse af landet. Han udrejste sammen med sin fætter, [C], som havde mistet sine forældre. De udrejste illegalt til Iran. Ansøgeren opfatter sig fortsat som homoseksuel og vil også fremover leve i overensstemmelse hermed. Han havde under opholdet i Norge to mandlige venner, han havde følelser for, men de havde ikke samleje. Under opholdet i Danmark har han været meget ked af det. På asylcentrene taler man grimt om homoseksuelle, og ansøgeren har ikke haft seksuelt forhold i Danmark. Senest har ansøgeren fået forbindelse til [organisation] og har nu fået det bedre. På hans åbne Facebookprofil, kan man se, at han er homoseksuel. Han har endvidere medvirket til, at der er optaget video, hvor han oplyser, han er homoseksuel. Videoen er på Youtube. Et flertal i Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han har haft samleje med en dreng i Afghanistan, samt at blandt andet hans religiøse og konservative far er blevet bekendt hermed, samt at faren derefter har udsat ansøgeren for grov vold. Flertallet lægger efter omstændighederne endvidere til grund, at ansøgeren fortsat opfatter sig som homoseksuel og agter at leve i overensstemmelse hermed fremover. Under disse omstændigheder, og efter det i øvrigt oplyste, sammenholdt med baggrundsoplysningerne om homoseksuelle i Afghanistan, finder flertallet, at ansøgeren er i reel risiko for at blive udsat for overgreb i Afghanistan omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Ovenstående konklusion er forkyndt for ansøgeren. Beslutningen er udleveret til ansøgeren. Flygtningenævnet, maj 2017.” Afgh/2017/169/CHA