Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning født i [by], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har senest opholdt sig i Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter en kommandant ved navn [A], som ansøgerens far havde en konflikt med, da ansøgeren var fire år. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter ISIL og Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far så en kommandant skyde deres nabo. Kommandanten sagde til ansøgerens far, at såfremt han fortalte nogen, at det var ham, der havde slået naboen ihjel, ville han slå ansøgerens far ihjel. Ansøgeren og hans familie flygtede herefter til Kabul. Ansøgerens far fortalte naboens ægtefælle, hvem der havde skudt hendes ægtefælle. Ansøgerens far hørte herefter, at kommandanten havde efterlyst ham, hvorfor ansøgerens familie flygtede til Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at såfremt han bliver stoppet af Taliban, og de i den forbindelse spørger ansøgeren, hvem han er, vil ansøgeren blive nødt til at fremvise sit iranske opholdskort, som er det eneste id-kort, ansøgeren har. Ansøgeren frygter, at Taliban eller ISIL vil slå ham ihjel, fordi han er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning, og fordi ansøgeren er opvokset i Iran. Flygtningenævnet finder, at [ansøgeren] i al væsentligt har givet troværdige oplysninger om de forhold, der begrunder hans ansøgning om asyl. De beskrevne forhold er imidlertid af en sådan karakter, at de ikke kan medføre konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er ingen holdepunkter for at antage, at det modsætningsforhold, som [ansøgerens] far angiveligt har eller har haft til en kommandant i Afghanistan, vil have nogen betydning for [ansøgerens] muligheder for at tage ophold i nogen dele af Afghanistan. Modsætningsforholdet opstod ifølge [ansøgerens] forklaring, da han var 4 år gammel, og [ansøgerens] frygt for den pågældende kommandant beror alene på en helt uunderbygget formodning, som forekommer helt og aldeles usandsynlig. Ansøgeren har således ved oplysningerne om den konflikt, som hans far havde for omkring 18 år siden med den pågældende kommandant, ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at [ansøgeren], der er ung, arbejdsduelig, sund og rask, i øvrigt vil have mulighed for at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif og herved helt udelukke enhver reel risiko for forfølgelse fra den pågældende kommandant. [Ansøgeren] har ved sin forklaring om, at han muligvis er registreret som Syrienskriger i Iran, heller ikke sandsynliggjort, at han er kommet i et sådant modsætningsforhold til ISIL eller Taliban, der kan begrunde asyl. [Ansøgeren] har således ligeledes – i hvert fald oprindeligt – forklaret, at han ikke har nogen konkrete eller individuelle konflikter med nogen af parterne, og at den liste, som han angiveligt skulle optræde på, ville blive holdt fortrolig. Der er i øvrigt ingen grund til at tro, at de iranske myndigheder skulle have nogen som helst interesse i at lække oplysninger til hverken ISIL eller Taliban. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at det skulle kunne komme til ISIL eller Talibans kendskab, såfremt han skulle være registreret som Syrienskriger. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens vurdering af, at [ansøgeren] ikke har sandsynliggjort, at den pågældende kommandant, ISIL eller Taliban skulle have vilje og i øvrigt også evne til at finde og opsøge ham i forbindelse med hans tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke de socioøkonomiske forhold eller de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/167/SHH
