Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik, sunni-muslim og afghansk statsborger fra […] i Jowzjan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en kommandant, der holdt ham fanget i Afghanistan, da kommandanten ville have, at han skulle danse for kommandanten og hans venner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i sommeren 2015 flygtede fra sin landsby, da den blev angrebet. Ansøgeren mødte herefter to mænd, der tog ham med til en kommandants hus, hvor han blev holdt fanget i omkring en måned. På et tidspunkt holdt kommandanten en stor fest. Under festen konstaterede ansøgeren, at vagten foran hans dør var væk. Ansøgeren forlod sit værelse, hvortil døren kunne låses op indefra, og gik ovenpå til kommandantens værelse, hvor han fandt en stor sum penge. Ansøgeren løb herefter fra huset forfulgt af to af kommandantens folk. Under flugten mødte ansøgeren to personer, som han fortalte om det passerede. Dernæst indhentede kommandantens folk ham, og der opstod et skyderi mellem de to personer og kommandantens folk, hvorunder en af kommandantens folk blev ramt. Ansøgeren flygtede derefter sammen med de to personer på motorcykel. Da personerne fandt ud af, hvem ansøgeren var flygtet fra, sagde de, at han enten skulle tilbage til kommandanten eller flygte fra Afghanistan. Personerne hjalp dernæst ansøgeren med at flygte ud af landet, og de modtog den pengesum, som han havde fundet hos kommandanten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter findes usandsynlig. Det findes således usandsynligt, at ansøgeren under sin tilfangetagelse opholdt sig på et værelse, hvis dør kunne låses op indefra. Det findes endvidere usandsynligt, at det lykkedes ansøgeren at få adgang til kommandantens værelse og der finde en større pengesum, der lå frit fremme. Det findes derudover usandsynligt, at ansøgeren til fods kunne slippe væk fra kommandantens hus, selvom han var forfulgt af to af kommandantens folk, ligesom det findes usandsynligt, at han kort efter flugten mødte to mænd, som han nåede at orientere om sin situation, inden han blev indhentet af kommandantens folk. Det findes tillige usandsynligt, at de to tilfældige personer, ansøgeren mødte, skulle involvere sig i en skudduel som følge af ansøgerens konflikt, ligesom det findes usandsynligt, at disse mænd straks hjalp ansøgeren med at flygte fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/16/JOV/MGO