Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.vAnsøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbror og dennes fire sønner, herunder [A], idet der verserer en jordkonflikt mellem deres familier, og fordi ansøgeren har været skyld i, at [A] blev ramt af fire skud fra sin egen kalashnikov i forbindelse med håndgemæng. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at farbroren, som var politikommandant, skød og dræbte ansøgerens far på grund af en jordkonflikt, da ansøgeren var omkring 14 år gammel. Farbroren forsøgte ligeledes at tvinge ansøgeren og hans familie til at forlade deres hus. Farbroren sendte i den forbindelse sin søn [A], som er politibetjent, samt tre andre politibetjente hen til ansøgerens hus. Ansøgeren blev derefter slået, men det lykkedes ham at flygte hen til slægtning, hvor ansøgeren opholdt sig i tre dage. Ansøgeren kom på et tidspunkt i håndgemæng med [A], hvorunder [A] blev ramt af fire skud. Ansøgeren så ikke, hvor de ramte, men [A] faldt til jorden. Ansøgeren og hans familie udrejste umiddelbart derefter af Afghanistan, idet han frygtede for repressalier fra farbroren. Ansøgeren har endvidere påberåbt sig, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet bemærker, at der foreligger væsentlige nye oplysninger til belysning af ansøgerens asylmotiv, og at Flygtningenævnet ikke er bundet af den bevisbedømmelse, der er foretaget af nævnet ved afgørelsen [efteråret] 2011. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den helt centrale episode med [A], herunder om [A] døde. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2016 og i dag forklaret, at [A] ikke døde, men det fremgår af samtalereferater med politiet, Udlændingestyrelsen og af forklaringen [efteråret] 2011 i Flygtningenævnet, at [A] døde. Ansøgeren har i dag forklaret, at han aldrig har sagt dette, og at det beror på fejltolkning, at det fremgår anderledes tidligere. Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring om grunden til divergensen. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv inden udrejsen fra Afghanistan. Ansøgeren har for Flygtningenævnet tillige påberåbt sig, at han risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren efter sin forklaring har udvist interesse for kristendommen. Ansøgeren har udelukkende kunne forklare, at han har Jesus i sit hjerte, og at han vil søge beskyttelse hos ham. Ansøgeren har ligeledes forklaret, at han, hvis han kommer tilbage til Afghanistan, højt vil sige, at han er kristen. Han vil ikke sige dette for at få opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens påberåbte interesse for kristendommen klart fremtræder som et forsøg på at skaffe sig et asylmotiv, og der er intet grundlag for at anse ansøgerens interesse for kristendommen for værende reel. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/157/THJ
