Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Esarak distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter sine fætre, Taliban og det afghanske politi. Ansøgerens far blev en nat 10 til 20 dage forud for ansøgerens flugt bortført og tilbageholdt af Taliban. Ansøgeren formoder, at hans fætre havde fortalt Taliban, at faren samarbejdede med politiet. Faren blev løsladt af Taliban på betingelse af, at han indsamlede oplysninger om myndighederne til Taliban. Omkring 10 dage efter løsladelsen opsøgte politiet farens svejsebutik, hvor de fandt farens mobiltelefon, på hvilken der blev fundet telefonnumre til Taliban. Ansøgeren formoder, at hans fætre havde fortalt politiet om farens forbindelse til Taliban. To til tre dage senere blev ansøgeren og faren opsøgt af politiet i butikken, i hvilken forbindelse ansøgeren blev medtaget af politiet og fængslet i et døgn, hvorefter han blev løsladt uden betingelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen i [foråret] 2016 har omtalt, at han blev fængslet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger under asylsagens behandling. Han har således for Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at han ikke ved, om hans far i forbindelse med ansøgerens fængsling gav oplysninger til politiet om Taliban, samt at alle ansøgerens tre fætre i landsbyen var medlemmer af Taliban. Ansøgeren har derimod til samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2016 forklaret, at hans far, da denne kom hen til fængslet, fortalte politiet ”lidt om Taleban. Han fortalte hvor de befandt sig og boede henne”. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han har en fætter, der har forbindelse til Taliban. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/152/DMO