afgh201715

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik, sunni muslim og afghansk statsborger fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, som har tilbageholdt ham og udsat ham for overgreb, fordi han har arbejdet for NATO-styrkerne. Ansøgeren har arbejdet på NATO-basen […] ved […] som vagt fra 2012 til 2014. Ansøgeren blev tilbageholdt af Taleban på en ukendt fredag aften for omkring tre år siden på vej hjem fra en moské. Han blev kørt til et ukendt sted og tilbageholdt i et værelse, hvor han blev udsat for overgreb. Han var endvidere vidne til, at en anden fange blev halshugget, hvorefter han tissede i bukserne. Taleban beskyldte ham for at være spion for NATO. Ansøgeren benægtede dette, også da en talebaner tog et stykke papir frem, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde en hvid Toyota med registreringsnummeret […]. Taleban spurgte, om det var hans bil. Ansøgeren benægtede dette, selvom det var rigtigt, og sagde, at de kunne hente bilen på hans bopæl, og ved selvsyn konstatere, at det ikke var hans bil. Lørdag aften kørte talebanerne ansøgeren hjem til hans bopæl. Ved bopælen fik ansøgeren følgeskab af en bevæbnet talebaner, da han gik hen til sit hus. Da ansøgerens søn lukkede porten op, sprang ansøgeren ind i huset og lukkede porten efter sig, tog sin jakke bag porten og flygtede ud i haven og væk. Imens udsatte talebanerne ansøgerens familie for overgreb, fandt hans fotos og originalerne af de dokumenter, han har medbragt til Danmark og tog det hele med sig efter at have ødelagt familiens bil fjernsyn og køleskab. Et stykke derfra ringede han til sin bekendte [A], der hentede ansøgeren sammen med tre soldater, som blev sat af undervejs, fordi ansøgeren ikke stolede på dem. [A] kørte ansøgeren hen til ansøgerens ægtefælles farbror. Den følgende nat flygtede ansøgeren fra Afghanistan med hjælp fra [A] og ansøgerens farbror. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der har fremstået detaljeret, selvoplevet og i det væsentlige konsistent – og hvorefter ansøgeren har oversat for overgreb og er flygtet fra Taliban – til grund. Herefter, og henset til baggrundsoplysningerne om forholdene i Afghanistan, herunder Taliban, findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan, for eksempel Kabul. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en rask mand i den arbejdsduelige alder, og i øvrigt er uprofileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/15/JOV/MGO