Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk tadsjikere og sunni-muslimer af trosretning fra [mindre by], Kunduz regionen, Afghanistan. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers fars fætter, [A]. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter, at blive rekrutteret eller slået ihjel af ISIL eller Taliban. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter de generelle forhold i og omkring sin landsby, da der er mange uroligheder mellem myndighederne og Taliban. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers far skulle arve den mandlige ansøgers farfars jord. Efter farfarens død overtog den mandlige ansøgers farfars bror jorden sammen med sin søn, [A]. Familien forsøgte at klage over [A] og hans far til politiet og myndighederne, men blev opfordret til selv at løse konflikten. De formoder, at [A] samarbejdede både med regeringen og Taliban. Endvidere har ansøgerne oplyst, at [A´s] mor bad om den mandlige ansøgers søsters hånd. Den mandlige ansøgers far nægtede at gifte sin datter væk til [A], da hun kun var 14 år. Den mandlige ansøgers far blev efterfølgende stoppet flere gange i landsbyen af [A], hvor han blev truet på sit liv. En uge inden ansøgerne udrejste, kom den mandlige ansøgers far og [A] op at slås, hvor [A] stak den mandlige ansøgers far i hånden med en kniv og trak sikringen på sit våben. Ansøgerne boede herefter en måned i Kabul, hvorefter de udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med sin fars fætter, [A], til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af anmeldelsesrapporten [fra vinteren] 2015 fremgår, at den mandlige ansøger uopfordret oplyste til politiet, at han ikke var flygtet på grund af nogen fare, men at han gerne ville have et bedre liv. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at den mandlige ansøgers brødre ikke kendte til konflikten med [A], herunder at denne havde friet til deres søster, før ansøgerne fik afslag på deres asylansøgning i Danmark i [vinteren] 2016. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne kunne opholde sig på deres bopæl i flere måneder efter, at [A] angiveligt havde fået afslag på sit frieri til den mandlige ansøgers søster, uden at han eller nogen af hans søskende oplevede nogen form for problemer i den anledning. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgernes troværdighed tillagt det en vis vægt, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøgers brødre, som efter deres egen forklaring i hvert fald var 15 og 16 år ved udrejsen, ikke havde beskæftigelse uden for hjemmet, henset til at den mandlige ansøger angiveligt havde arbejdet siden han var 11-12 år gammel. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder i Kunduz-området, har antaget en så alvorlig karakter, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/145/CHA
