afgh2017143

Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er statsborger i Afghanistan, etnisk hazara og shiamuslim fra [en bydel], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far og farbror har tidligere været aktive i Wahdat-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte personer fra Panshirifolket og Taliban. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hans far var medlem af Wahdat-partiet, som har været i krig med Panshirifolket og som fortsat har en igangværende konflikt. Da ansøgeren var seks-syv år gammel, blev hans far dræbt af et raketnedslag, da han skulle køre fra en kontrolpost til en anden. To måneder forinden var ansøgers farbror blevet taget som gidsel af Panshiri. Ingen fra familien har hørt fra ham siden. Siden disse to episoder har hverken ansøgeren eller nogen fra hans familie mærket noget til ansøgerens fars og farbrors konflikt med Panshiri. Ansøgeren har heller ikke personligt haft konflikter med Taliban. Ansøgerens to venner [H] og [R] blev i [sommeren] 2015 taget til fange af Taliban. Før ansøgerens udrejse af Afghanistan arbejdede ansøgeren for et firma i [en by], som syede uniformer for myndighederne. To af ansøgerens kollegaer blev dræbt af Taliban på et ukendt tidspunkt. Ansøgeren har ikke selv haft konflikter med Taliban som følge af sit arbejde. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han for tre til fire måneder siden har fået oplyst af sin familie, at en nabo har fortalt, at nogle af farens fjender har spurgt efter ansøgeren og hans familie, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at denne oplysning først er fremkommet umiddelbart efter, at ansøgeren af Udlændingestyrelsen blev meddelt afslag på ansøgningen om opholdstilladelse. Uanset om den øvrige del af ansøgerens forklaring – herunder om at ansøgerens far og farbror blev henholdsvis dræbt og taget som gidsel i ansøgerens tidlige barndom, samt at ansøgerens to venner i [sommeren] 2015 blev tilfangetaget og to kollegaer på et ukendt tidspunkt dræbt af Taliban – findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv har haft konflikter med Panshiri eller har modtaget trusler fra eller er blevet opsøgt af Taliban. Den omstændighed, at ansøgeren er hazara, kan ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/143/JOV