Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shiamuslim fra Balakh, Mazar-e-Sharif, Af-ghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere arbejdsgiver [R]. Derudover frygter ansøgeren sin farbror, der er venner med [R]. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hans far døde i 1389 (2010), hvorefter ansøgeren og hans mor flyttede hjem til ansøgerens farbror. Ansøgerens farbror var narkoman og behandlede ansøgeren og hans mor dårligt. To år senere døde ansøgerens mor af kræft. Herefter begyndte ansøgeren at arbejde for [R] i hans forretning, hvor han solgte te. [R] solgte også illegalt våben og hash i tehuset. Da ansøgeren havde arbejdet hos [R] i to år, begyndte han at bruge ansøgeren til at transportere narkotika. I tre måneder fragtede ansøgeren nogle pakker fra Mazar-e-Sharif til [H] ved grænsen til Uzbekistan. Pakkerne var lukkede og ansøgeren vidste ikke, hvad der var deri. Ansøgeren leverede altid pakkerne til den samme mand i [H], [Ha], som gav ansøgeren en kuvert med penge, som han skulle give videre til [R]. Efter de første tre måneder begyndte ansøgeren at undre sig over, hvad han fragtede. En ukendt dag kiggede ansøgeren i en af pakkerne og så, at pakken indeholdt narkotika. Da ansøgeren havde afleveret pakken til [Ha] og kom tilbage til Mazar-e-Sharif havde [R] fundet ud af, at pakken var åbnet og slog derfor ansøgeren i ansigtet. Han tog ansøgeren med ned i en kælder, hvor han var indespærret i fire-fem dage og blev slået hver dag. Herefter skulle ansøgeren fortsætte med at arbejde i tehuset. Omkring 15 dage senere skulle ansøgeren på ny transportere pakker for [R]. Ansøgeren fortsatte med at transportere pakker i omkring to og en halv til tre måneder. På et ukendt tidspunkt tog ansøgeren den kuvert med penge, som han fik fra [Ha] og tog til Kabul. Herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter findes usandsynlig. Det findes således usandsynligt, at ansøgeren ville risikere at åbne en af de transporterede pakker, navnlig under hensyn til, at han ifølge sin forklaring var meget bange for [R]. Det findes endvidere usandsynligt, at [R] – efter at have konstateret, at ansøgeren havde åbnet pakken og derved både havde brudt [R] tillid og havde fået viden om, at han ved at transportere pakker deltog i alvorlig kriminalitet – fortsat ønskede ansøgeren som kurer. Nævnet finder herudover, at ansøgerens beskrivelse under nævnsmødet af det ifølge ham passerede – herunder om, hvordan han i en bus med stor præcision var i stand til at tage tape af en kasse, lave et ganske lille hul i pakken inden i samt sætte tape på kassen igen – ikke har fremstået selvoplevet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/142/JOV
