afgh2017141

Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazara og shia muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin morbror og dennes sønner. Han frygter ydermere repressalier fra Taleban, idet Taleban er imod hazaraer. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han på en ukendt dato i efteråret 2004 flygtede til Iran med sin morbrors datter, som han uden sin morbrors samtykke ville gifte sig med, men ved grænseområdet blev hun væk. Hun er ikke senere dukket op, og i 2008 giftede han sig med sin nuværende ægtefælle. I [sommeren] 2015 rejste ansøgeren, hans ægtefælle og deres børn tilbage til Afghanistan, da den mandlige ansøger flere gange havde været anholdt af de iranske myndigheder som følge af illegalt ophold. Børnene kunne endvidere ikke få lov til at gå i skole, da familien opholdt sig illegalt i Iran. Efter en uges tid kom to af ansøgerens fætre og hans morbrors kone til familiens bopæl om natten. Ansøgeren flygtede ud gennem et lille vindue bag på huset, da han så fætrene og deres mor, der bandede af ham. Ansøgeren flygtede mod bjerget. Ansøgerens fætre og deres mor smadrede døren og vinduerne i huset og kom ind og spurgte efter ansøgeren. De truede også med, at de ville tage ansøgerens datter i stedet for morbrorens datter. Ansøgerens ægtefælle blev slået og faldt bevidstløs om. De sparkede til ansøgerens søn, som faldt ovenpå nogle glasskår og skar sig. Naboerne hørte skrigeri og kom og fik fætrene og deres mor væk. Ansøgeren overnattede på bjerget og næste morgen kom han tilbage til bopælen. To dage efter overfaldet samlede ansøgeren de ældre i byen og bad dem mægle mellem ansøgeren og hans morbror, men morbroren ville ikke finde en løsning. Omkring en uge efter, at fætrene havde opsøgt ansøgerens bopæl, kom de igen. De kom om natten, mens ansøgeren var på vagt ved fronten. Naboerne hørte dem komme og sagde til fætrene, at de skulle lade ansøgerens familie være. Fætrene kom ikke ind i huset. 10 til 12 dage efter kom de igen, mens ansøgeren var på vagt ved fronten. Naboerne fik dem på ny væk. En måned senere tog fætrene hen til fronten, hvor ansøgeren patruljerede. De skød mod ansøgeren, men han flygtede og blev kun ramt på tøjet af skuddene. Ansøgeren løb hjem til bopælen. Han afleverede sit våben til naboen, der kørte ansøgeren og familien til grænsen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive slået ihjel, og at hendes datter vil blive kidnappet af ægtefællens morbrors sønner. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Afghanistan, fordi hun er hazara. Den kvindelige ansøger har til støtte for sine asylmotiver forklaret i overensstemmelse med sin ægtefælle. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har den kvindelige ansøger endvidere som et nyt asylmotiv anført, at hun frygter sin tidligere ægtefælles familie, idet de, da hendes tidligere ægtefælle døde, ville have, at hun skulle giftes med dennes bror, der allerede var gift. De sagde samtidig, at hun ikke måtte gifte sig med andre. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at disse i sig selv er asylbe-grundende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at den kvindelige ansøgers sær-skilte asylmotiv har en sådan karakter og intensitet, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den kvindelige ansøger ikke har haft kontakt med sin tidligere svigerfamilie i en længere årrække, og at den kvindelige ansøger først under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret om dette asylmotiv. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres fælles asylmotiv vedrørende konflikten med den mandlige ansøgers familie til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne i det store hele har forklaret sammenhængende og troværdigt om denne konflikt. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at den mandlige ansøger er efterstræbt på livet af sin morbror og dennes familie som følge af, at han uden samtykke udrejste til Iran med morbrorens datter i 2004. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at morbroren og dennes familie giver den mandlige ansøger skylden for, at datteren forsvandt under denne flugt. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at den mandlige ansøger har forsøgt at få konflikten bilagt ved mægling, men at dette er blevet afslået af morbroren og dennes familie, der har forsøgt at dræbe ansøgeren og har truet med at bortføre ansøgerens datter. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder Kabul, som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ingen af ansøgerne har et netværk andre steder i Afghanistan, og at ansøgerne har to mindreårige børn. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/141/SLH