Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [landsby], Deykandi Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgerens far var politimand og blev slået ihjel i 2014 eller 2015 i forbindelse med kampe mod Taliban. Ansøgeren flyttede til en anden by, [C], hvor han blev ansat på et bilværksted. En dag skulle de reparere et køretøj, der tilhørte myndighederne. Da de havde ordnet bilen, blev ansøgeren af sin arbejdsgiver bedt om at køre med de to myndighedspersoner, der havde afleveret bilen, så ansøgeren kunne hente reservedele i Ghazni. Undervejs punkterede det ene dæk. Mens ansøgeren var i gang med at lappe dækket, kom nogle folk fra Taliban. De tvang ansøgeren med til et hus i bjergene, hvor ansøgeren var tilbageholdt sammen med fire andre personer. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete med de to myndighedspersoner. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren truet og blev udsat for vold. De beskyldte ham for at reparere biler for myndighederne. De andre fire personer blev efterfølgende slået ihjel af Taliban. Det lykkedes for ansøgeren at flygte fra det hus, hvor han var tilbageholdt. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig, idet den er divergerende og usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret tre forskellige ting, om trusselsbrevet var adresseret til ansøgeren selv, hans far eller til begge. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kom fra stedet, hvor han blev pågrebet til huset, hvor han blev tilbageholdt, ved først at gå og dernæst at blive transporteret på motorcykel. I asylsamtalen har han forklaret, at den pågældende strækning blev tilbagelagt først i bil og dernæst til fods, og endelig har han for nævnet forklaret, at han først blev kørt i bil, derefter på motorcykel og endelig måtte gå. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren med hænderne låst på ryggen i håndjern skulle kunne komme ud af et vindueshul med eller uden glas, der befandt sig halvanden meter over gulvet og uden, at en vagt ved bygningen opdagede ham. Nævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold for etniske hazaraer i Afghanistan i sig selv kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/140/MKT
