Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Nangarhar-provinsen, Afghanistan Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de personer, som slog hans far og storebror ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, han har fået at vide af sin mor og sin morbror, at de personer, som slog hans far og storebror ihjel, var ude efter familiens penge. Efter sin fars og storebrors død har ansøgeren arvet familiens penge, hvorfor han frygter, at personerne nu vil efterstræbe ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren alene bygger sit asylmotiv på, hvad han har fået oplyst fra sin mor og sin morbror. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har set trusselsbreve rettet mod ham, hvorledes faren og broren blev slået ihjel, og hvorvidt truslerne kom fra Taliban eller fra ukendt side. Ansøgerens forklaring om, at han blev lokket afsted mod sin vilje på en længerevarende og strabadserende rejse uden penge, uden medicin, uden lægelig dokumentation for sin sygdom, uden et telefonnummer på familien i Afghanistan og uden identifikationspapirer af nogen art, er - på baggrund af oplysningerne om, at ansøgeren kommer fra en velhavende og ressourcestærk familie - ikke troværdig. Hertil kommer, at ansøgerens flugt ikke synes at kunne løse familiens problem, idet motivet fra drabsmændene angiveligt var at komme i besiddelse af familiens aktiver. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb fra de gerningsmænd, der angiveligt har dræbt hans far og bror, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/138/SOL