afgh2017135

Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghani-stan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra [mindre by], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han har brudt en aftale om at overlevere tre kvinder til dem. Ansøgeren har som støtte herfor henvist til, at han, efter at have arbejdet som taxachauffør i cirka halvandet år, overtog en fast opgave fra en kollega. Opgaven bestod i, fem dage om ugen, at transportere tre kvinder fra Herat by til Herats internationale lufthavn om morgenen og retur fra lufthavnen til byen om eftermiddagen. Ansøgeren ved intet om kvinderne, men han går ud fra, at de arbejdede i lufthavnen. Efter at ansøgeren havde haft denne opgave i cirka seks måneder, blev ansøgeren pågrebet uden for sin bolig af Taliban. Under pågribelsen fik ansøgeren presset en genstand mod baghovedet og blev sat ind i en bil med bind for øjnene og hænderne bundet. Taliban tilbageholdt følgelig ansøgeren i tre-fire timer. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået og efterfølgende afhørt om de tre kvinder. Ansøgeren fik endvidere at vide, at han skulle medvirke til, at de tre kvinder blev overleveret til Taliban, hvilket ansøgeren indvilgede i. Ansøgeren blev herefter løsladt og kørt hjem til sin bopæl. Ansøgeren udrejste som følge heraf dagen efter. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent, detaljeret og troværdigt om hændelsesforløbet, hvorfor hans forklaring lægges til grund. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i risiko for overgreb fra Talibans side, mens betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke findes opfyldt. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan, idet bemærkes, at han har haft den reelle forsørgelsespligt overfor sin ægtefælle og siden 2012 tillige overfor sin mor og sine to mindreårige brødre. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/135/MJM