Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars slægtninge, som har slået hans forældres brors søn ihjel i forbindelse med en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans forældres brors søn i 1979 blev slået ihjel af en slægtning til ansøgerens far, da de havde en konflikt om den jord, som ansøgerens far ejede. Efterfølgende blev ansøgerens mor slået ihjel. Herefter udrejste ansøgeren til Iran sammen med sin far. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A], som tidligere har slået ansøgeren med en kniv. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at [A], under ansøgerens ophold i Iran i 2004 eller 2005, begyndte at arbejde for ansøgeren. [A] fortalte, at hans bror havde brug for penge til sin forretning i Afghanistan, og ansøgeren lånte [As] bror 20 millioner toman. Seks måneder senere modtog ansøgeren 25 millioner toman tilbage. I efteråret 2010 lånte ansøgeren [As] bror 50 millioner toman. Fem til seks måneder senere forsvandt [A]. I slutningen af 2010 eller begyndelsen af 2011 tog ansøgeren til Afghanistan, hvor han opsøgte [A] og hans bror. Der opstod tumult og ansøgeren blev slået med en knytnæve, ligesom han blev skåret i hånden med en kniv. Ansøgeren følte sig truet og løb væk, mens [A] truede med at slå ham ihjel. To til tre dage senere vendte ansøgeren tilbage til Iran, hvor han senere fik problemer med personer, som havde lånt ham penge til kræftbehandling og som stod bag en angivelig hvervning til krigen i Syrien. I 2015 forlod ansøgeren Iran. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder ikke vil acceptere ham, idet han ikke har nogen dokumenter. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår de påberåbte asylmotiver i forhold til Afghanistan. For så vidt angår den konflikt, hvor hans mor og fætter blev dræbt i 1970’erne, bemærker nævnet, at ansøgeren ikke under sit mangeårige ophold i Iran selv har oplevet problemer som følge af konflikten, lige som ansøgeren ikke har kunnet forklare om baggrunden for konflikten, selvom han har boet sammen med sin far i samme periode i Iran. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han i dag vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af denne konflikt. Nævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren i 2010/2011 rejste til Afghanistan i forbindelse med et økonomisk mellemværende, og at ansøgeren således på dette tidspunkt ikke kan have anset sig for forfulgt i sit hjemland. For så vidt angår den påberåbte konflikt med [A] finder nævnet, at der er tale om en privatretlig konflikt, som ikke har givet anledning til problemer for ansøgeren, siden han opgav sit tilgodehavende i 2010/2011, og at han derfor ikke har sandsynliggjort, at han i dag risikerer overgreb som følge heraf ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at foretage en vurdering af ansøgerens forklaring, om at han i Iran er blevet hvervet til krigen i Syrien, idet han asylretligt skal vurderes i forhold til Afghanistan, og idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den eventuelle konflikt ville kunne få betydning i hjemlandet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/132/mvln
