Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og tadjik og sunni-muslim fra [byen], Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans liv er i fare, idet farens familie har slået ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at farens familie fik hans far dræbt, da ansøgeren var en lille dreng. Farens familie, som er pashtunere, var imod ansøgerens forældres ægteskab, fordi ansøgerens mor er tadjik. Ansøgerens bror [A] fik et år senere tæsk på vej hjem fra skole af de samme personer, som havde slået ansøgerens far ihjel. Da [A] fik det bedre, blev han sendt til Iran af ansøgerens mor. Tre-fire måneder herefter udrejste ansøgeren, ansøgerens bror [B] og hans mor til Pakistan. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder til grund. Nævnet finder således, at de divergenser i ansøgerens forklaring, der er konstateret af Udlændingestyrelsen, særligt henset til ansøgerens alder på tidspunktet for de begivenheder, der er forklaret om, ikke kan tillægges afgørende betydning. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren ikke har været vidne til drabet på faren eller overfaldet på broren [A], men har fået fortalt herom af moren. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens far, før ansøgeren bror [A] blev født i 1993, mod farens forældres vilje giftede sig med ansøgerens mor, og at familiens modvilje var begrundet i, at ansøgerens far var pashtun, mens at ansøgerens mor var dari-talende tadjik, at ansøgeren levede sammen med sine forældre i samme landsby/område, som ansøgerens fars familie, indtil faren blev slået ihjel omkring 2008, at ansøgerens bror [A] omkring et år efter farens død blev tæsket af nogle ukendte personer, der havde spurgt [A], om han var [C’s] (farens) søn, at [A] kom på hospitalet og udrejste af Afghanistan omkring 3-4 måneder efter overfaldet, at ansøgeren og hans mor og bror [B] udrejste af Afghanistan et halvt til et helt år efter, at [A] fik tæsk, og at de herefter opholdt sig først i Pakistan og dernæst i Iran, indtil ansøgeren rejste til Danmark. Nævnet lægger videre til grund, at faren ikke havde søskende, at farens familie ikke har slået ansøgeren eller ansøgerens bror [B] eller moren, og at farens familie ikke har truet hverken ansøgeren, ansøgerens bror [B] eller moren. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgerens far blev slået ihjel af sin familie eller af Taliban. Nævnet lægger herved vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at farens familie, der i mange år havde levet i samme landsby/område som faren, skulle have dræbt ham. Det er endvidere heller ikke sandsynliggjort, at Taliban på farens families foranledning skulle have dræbt ham. Der beror således alene på, hvad ansøgerens mor har fortalt ansøgeren, hvad hun har fået at vide af andre, at farens familie skulle have stået bag drabet. Det er endvidere ikke sandsynliggjort, at farens familie skulle have stået bag overfaldet på ansøgerens bror [A], idet overfaldsmændene ikke er identificeret. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgerens familie blev boende i deres landsby efter drabet på faren, og at der gik 3-4 måneder efter overfaldet på [A], inden han rejste fra Afghanistan, og yderligere op mod et år, inden ansøgeren, hans bror [B] og ansøgerens mor rejste fra Afghanistan. Nævnet lægger endelig vægt på, at farens familie ikke har gjort noget ved ansøgeren eller ansøgerens bror [B] eller moren eller truet dem. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han står i et sådan modsætningsforhold til ansøgerens fars familie eller Taliban, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan i forhold til ansøgeren kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet er opmærksom, at ansøgeren har oplyst, at han er født [foråret ] 1999, og at han har påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2016 til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Ved afgørelse af [foråret] 2017 har ministeriet imidlertid stadfæstet afgørelsen, og nævnet har lagt afgørelsen til grund. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/128/THJ
