Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […],[…] distriktet i Nangarhar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at skulle arbejde for guvernør [A]. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren henvist til, at hans far arbejdede som chauffør for guvernør [A]. Et år efter at faren var begyndt at arbejde som chauffør, blev guvernørens hovedkvarter angrebet af Taliban. Ansøgerens far blev dræbt. To til tre måneder efter farens død, opsøgte [A] ansøgerens mor, fordi han ønskede, at ansøgeren skulle arbejde for ham, og tage hævn for farens død. Moren ønskede ikke, at ansøgeren skulle arbejde for myndighederne, idet han risikerede at blive dræbt. Moren afslog [As] forespørgsler flere gange. Yderligere har ansøgeren henvist til, at Taliban opsøgte ansøgerens bopæl på en ukendt dato. Taliban ville have ansøgeren til at slå [A] ihjel, men ansøgerens mor og stedmor nægtede. Taliban slog derfor moren og stedmoren. Ansøgeren sov, da Taliban var på bopælen. Dagen efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgerens forklaring på centrale punkter forekommer konstrueret til lejligheden og derfor forkastes som utroværdig. For så vidt angår forfølgelsen fra Taliban lægger nævnet vægt på, at det må anses for usandsynligt, at Taliban ikke har taget ansøgeren med, da Taliban angiveligt opsøgte ansøgerens bopæl og reelt havde mulighed for dette. Der henvises til, at nogle af talibanerne var inde i huset, hvor ansøgeren lå og sov, og at andre talibanere stod uden for huset. Det fremstår ikke troværdigt, at ansøgerens mor har kunnet forhindre, at ansøgeren blev taget med blot ved at sige til Taliban, at ansøgeren ikke skulle med og ved at sige, at de først måtte slå hende ihjel. Taliban kunne således blot have taget ansøgeren med, uden at udsætte moren for yderligere overlast. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om Talibans henvendelse som en del af asylmotivet i asylansøgningsskemaet, men at han først under oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 og under asylsamtalen [efteråret] 2016 har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin fars stilling hos [A]. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke var helt bekendt med sin fars rolle, men at han var politibetjent og kørte den bil, som [A] sad i. Under asylsamtalen har ansøgeren først forklaret, at hans far arbejdede for myndighederne, og at ansøgeren ikke havde kendskab til andet, end at hans far var chauffør. Ansøgeren har dernæst forklaret, at hans far ikke kun var chauffør, men at han var leder, når chefen ikke var til stede, og at han skulle udføre guvernørens opgaver. For så vidt angår ansøgerens frygt for [A] finder nævnet, at [As] henvendelser til ansøgerens mor ikke har haft asylbegrundende karakter. Der henses til, at [A] efter de foreliggende oplysninger alene har udtalt et ønske om, at ansøgeren arbejdede for ham, og at ansøgeren eller hans mor ikke på noget tidspunkt har været udsat for overgreb eller trusler i den anledning. Flygtningenævnet kan heller ikke anse ansøgerens frygt for den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan for at kunne give baggrund for asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/120/HHU
