Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [en landsby], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en kommandant ved navn [A], idet ansøgeren er mistænkt for at have slået hans søn ihjel. Ansøgeren frygter ligeledes sin farbror, fordi han har truet ansøgeren med at slå ham ihjel, ligesom ansøgeren frygter, at hans farbror vil overlevere ham til kommandant [A]. Endelig frygter ansøgeren at blive fængslet, idet kommandant [A] har anmeldt drabet på sin søn til politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans fætter […] en aften i efteråret 2015 på vej hjem fra at have købt snus, mødte en person ved navn [B], som var søn af kommandant [A]. [B] begyndte at kritisere deres etnicitet og religion, hvorefter [B] og [fætteren] begyndte at slås. Pludselig hørte ansøgeren et skud og så, at [B] faldt blødende til jorden, hvorefter ansøgeren og hans fætter flygtede. Ansøgeren tog hjem til sin mor og morbror, hvorefter han gemte sig på taget, da hans farbror og tre af kommandant [A]s folk bankede på døren og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren flygtede derefter over til en bakke, hvor hans morbror ved daggry dukkede op og fortalte ham, at [B] var blevet dræbt. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. I Tyrkiet kontaktede ansøgeren sin morbror i Afghanistan, som oplyste, at både politiet og kommandant [A]s folk havde opsøgt familien på bopælen. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren er statsborger i Afghanistan. Ansøgerens sag er behandlet under identiteten [C], som ansøgeren senest har forklaret er rette identitet. Nævnet bemærker, at ansøgeren under rejsen op gennem Europa anvendte identiteten [D], og at han også først præsenterede sig under denne identitet for de danske myndigheder. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ingen dokumentation har for sin identitet. Ansøgeren må således reelt anses for uidentificeret. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til følgerne af et håndgemæng, der fandt sted i efteråret 2015 umiddelbart forud for ansøgerens udrejse af hjemlandet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge de foreliggende oplysninger har fået optaget fingeraftryk i Grækenland [primo] 2013, og at ansøgerens rejserute ikke kan anses for fastlagt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger omkring omstændighederne i forbindelse med det pågældende håndgemæng. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/113/ADP
