Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer. Den mandlige ansøger er fra Kunduz, Afghanistan, og den kvindelige ansøger er fra [en anden by], Afghanistan. Ansøgerne, der er gift, har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de i Afghanistan frygter at blive udsat for forfølgelse af Taliban, ISIL eller pashtunere. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger forklaret til Udlændingestyrelsen, at da han var 14 år, døde hans far i en ulykke, og familien flyttede til Iran. Siden har han alene været i Afghanistan én gang. Det var i 2011, hvor han opholdt sig i landet i knap en måned. Han rejste til Afghanistan, da hans mor – der var taget til Afghanistan for at forsøge at få familiens jord tilbage – var blevet syg. Jorden var i sin tid blevet konfiskeret af pashtunere/Taliban. Han ved ikke så meget om, hvad moren gjorde for at få jorden tilbage, men hun havde klaget til myndighederne. Moren døde i Afghanistan. I Afghanistan gik ansøgeren ikke ud og forsøgte ikke at få familiens jord tilbage. Familien forlod i sin tid Afghanistan, mens der var uroligheder i deres område. Han har ikke personligt haft konflikter eller problemer med Taliban eller andre grupper i Afghanistan. Han frygter, at familien vil blive slået ihjel, da de er shiamuslimer. Til støtte for asylmotivet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun flyttede fra Afghanistan til Iran, da hun var to år gammel, og at hun siden da ikke været tilbage i Afghanistan. Hun har aldrig haft konflikter med myndighederne, grupper eller privatpersoner i Afghanistan. Ansøgerne har forklaret, at de ikke har familiemedlemmer, venner eller bekendte i Afghanistan, som de har kontakt med. Ansøgerne forlod Iran på grund af en konflikt, som ikke har relation til Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til Udlændingestyrelsen vedrørende forholdene i Afghanistan til grund. I Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at hans far i sin tid blev slået ihjel af medlemmer af den talrige [A]-klan, der er magtfuld og har forbindelser til både Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren så, at liget af faren blev bragt til bopælen. Farens øjne var prikket ud. Drabet var et led i en længerevarende konflikt om jord. Efter drabet blev familien på bopælen i landsbyen i omkring tre måneder. Ansøgeren har ikke længere erindring om, hvad der nærmere måtte være sket i den periode. Efter de havde solgt deres ejendele, flygtede familien. Moren medbragte skødet til jorden. I dag ved han ikke, hvor skødet er. Han har aldrig haft det i hånden. Skødet er nok i Iran. Da moren var i Afghanistan, kontaktede hun mange gange ansøgeren telefonisk. Hun fortalte, at hun var blevet truet på livet. Det var hun blevet både i Kunduz, i landsbyen i Kunduz-området, som familien kom fra, i Baghlan og i Kabul. Truslerne omfattede udtrykkeligt også morens børn og børnebørn. Det var nogle fra [A]-klanen, der truede hende. Ansøgeren er ikke bekendt med de nærmere omstændigheder. Da ansøgeren nåede frem, var moren, der havde forhøjet blodtryk, afgået ved døden på et hospital i Kabul. Han rejste ikke til Kunduz, da det ville være farligt for ham. Han skulle imidlertid bruge et afghansk nationalitetsbevis, der skal udstedes i hjemegnen. Med en person, han mødte tilfældigt i Afghanistan, rejste ansøgeren derfor til et sted tæt på Kunduz, hvor en bekendt til førnævnte person fik skaffet et nationalitetsbevis til ansøgeren. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring i nævnet om, at hans far i sin tid blev dræbt af [A]-klanmedlemmer, samt at personer fra klanen fire forskellige steder i Afghanistan truede ansøgerens mor og familie på livet i 2011 i forbindelse med den konflikt, der førte til drabet på faren, og som for så vidt ikke er afsluttet, da [A]-klanen stadig har jorden, mens ansøgerens familie har skødet. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger tydeligvis helst har villet afgive forklaring om generelle forhold, og at han har svaret usikkert, tøvende og lidet overbevisende på spørgsmål vedrørende de relevante konkrete begivenheder. Flygtningenævnet kan herunder ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have forsøgt at forklare om drabet på faren og truslerne mod moren til Udlændingestyrelsen, og at sagsbehandleren skulle have afskåret ham herfra under henvisning til, at det var begivenhederne i Iran, der var de vigtige. Den omstændighed, at ansøgeren tilsyneladende er blevet stillet flere spørgsmål vedrørende Iran, end det havde været nødvendigt for at kunne træffe afgørelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet, og at han har forklaret om begivenheder, der har fundet sted for mange år siden, herunder mens han alene var 14 år. Under de foreliggende omstændigheder finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der foreligger en rimelig forklaring på, at ansøgeren i Flygtningenævnet i væsentligt omfang har forklaret udbyggende vedrørende de to centrale asylrelevante begivenheder. Nævnet lægger på den baggrund til grund, at de omstændigheder, der førte til, at den mandlige ansøgers mor for mange år siden besluttede, at familien skulle forlade Afghanistan, ikke har en sådan aktualitet og intensitet, at ægteparret har sandsynliggjort, at de i Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. De generelt vanskelige forhold for hazaraer i Afghanistan er efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne om Afghanistan endvidere ikke i sig selv således, at ansøgerne alene af den grund opfylder betingelserne for at få asyl – heller ikke selvom familien ikke har opholdt sig i landet i mange år samt ikke skulle have et netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/103/2017/SSM
