Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den gruppe i Afghanistan, som tilbageholdt ham, og som ville ham til at montere en bombe i en bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i foråret 2015 blev opsøgt af to mænd på det værksted, han ejede sammen med en anden. Mændene skulle have hjælp til at starte deres bil, som holdt et stykke væk. Ansøgeren kørte med, men de kørte ham ud af byen, hvorefter han blev truet med en pistol, fik sine hænder bundet og en hætte over hovedet. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt på et sted, der lignede en borg. Ansøgeren har videre forklaret, at de vidste, at han var mekaniker. Ansøgeren hjalp dem med at fjerne forskellige ting i bilen, så de kunne montere en bombe i stedet. Næste morgen fortsatte ansøgeren arbejdet, og i løbet af dagen var bilen klar til, at bomben skulle monteres. Dagen efter skulle der gøres nogle sidste ting ved bilen. Om natten gik ansøgeren ubemærket på toilettet og under toilettet fandt han et hul, hvorigennem han kravlede ud af borgen og flygtede. Han tog hjem til sin ven, som boede i nærheden, og derfra videre til sin svigerfader i Kabul. Næste dag fortalte ansøgerens ægtefælle over telefonen, at deres bopæl var blevet opsøgt af tre til fire mænd, som spurgte efter ansøgeren. De havde slået ansøgeren og efterladt et trusselsbrev. Ansøgeren blev i Kabul og fik sin ægtefælle og børn dertil. Ansøgeren tog arbejde på et andet værksted. Efter at have opholdt sig en måneds tid i Kabul, blev ansøgeren opsøgt af tre mænd på sit nye arbejde. Ansøgeren var ude at købe reservedele, da han blev ringet op og fik at vide, at der stod nogle og ventede på ham. Ansøgeren kørte tilbage, men da han nærmede sig værkstedet, kunne han genkende den ene af de tre mænd, der i sin tid kidnappede ham. Han vendte om og kørte hjem til sin familie uden, at de tre mænd så ham. Ansøgeren fandt ud af, at der var en på hans tidligere arbejdsplads, der havde fortalt nogle mænd, som havde spurgt efter ansøgeren, at han var flyttet til Kabul og arbejdede på et værksted. Ansøgeren udrejste af Afghanistan dagen efter, at mændene havde været på hans nye arbejdsplads. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter, herunder om bomben skulle betjenes manuelt eller med fjernbetjening, dybden af det toilet han anvendte i forbindelse med sin flugt, flugttidspunktet, om han ringede til sin ægtefælle fra Kabul, om hans kompagnon i Laghman var gjort bekendt med hans situation, om lærlingen i værkstedet i Laghman havde oplyst den præcise adresse på værkstedet i Kabul eller blot byen, om han opholdt sig i to eller tre dage i Kabul efter han blev opsøgt, om hvem der havde finansieret hans udrejse, og hans begrundelse for ikke at medbringe ægtefælle og børn i forbindelse med flugten. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke ringede til sin ægtefælle, da han kort efter flugten opsøgte sin ven, at han ikke fik trusselsbrevet oplæst, og at han først blev bekendt med indholdet under mødet med advokaten, samt at han umiddelbart kunne blive kompagnon i værkstedet i Kabul. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret upræcist og afglidende, og at forklaringen ikke forekom selvoplevet. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at forklaringen skal tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/99/SLH
