Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk Tajik og sunni muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes fasters søn, [A], vil slå hende ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun som barn blev lovet væk til [A], som er seks år ældre end ansøgeren. Ansøgerens familie flyttede til Pakistan, da ansøgeren var seks år gammel. Da ansøgeren var 13 år gammel, kom ansøgerens fasters ægtefælle, [B], to gange på besøg hos ansøgerens familie. Han krævede første gang, at ansøgeren ikke længere måtte gå i skole, da hun nu var en ung pige. Hun skulle i stedet lære at udføre husligt arbejde. Anden gang tilbød han at give ansøgerens fader penge til at købe mere tildækkende tøj til ansøgeren. Han bad også ansøgerens fader om at give ham det traditionelle slik, der skulle markere opfyldelsen af et ægteskabsløfte, hvilket faderen nægtede. Ansøgerens familie flyttede tilbage til Afghanistan, da ansøgeren var 14 år gammel. [B] kom på besøg tre til fire gange, hvor han insisterede på, at ansøgeren skulle giftes med hans søn, [A]. Ansøgeren fortalte sin fader, at hun ikke ville giftes med [A], hvorefter faderen afviste [B’s] krav. Faderen kom herefter op at slås med [B] og hans ældre slægtninge, som var med på det sidste besøg. Faderen modtog trusler om, at ansøgerens ægtefælle ville blive slået ihjel, hvis hun blev gift en dag. Herefter blev kontakten mellem de to familier brudt. Ansøgeren begyndte på et eksamensforberedende kursus efter 12. klasse, hvor hun mødte sin nuværende ægtefælle, [C]. De talte meget sammen, hvorefter de blev kærester og blev gift. De overtalte familierne til, at de måtte gifte sig på trods af truslerne fra [B]. Ansøgeren og hendes ægtefælle blev religiøst viet ved en lille ceremoni hjemme hos ansøgerens familie. De flyttede sammen og fik en datter. Da datteren var to måneder gammel, blev ansøgeren angrebet bagfra udenfor. Hun blev trukket ind på datterens værelse, hvor hendes ægtefælle også opholdt sig. Personerne, der angreb, havde maske på. Ansøgerens ægtefælle blev slået og fik slået sit hoved ind i en væg. Derefter tog en af mændene fat i det tæppe, ansøgerens datter var viklet ind i, og kastede barnet, så hun ramte kanten af sengen. Mændene holdt ansøgeren fast imens og slog hende i ryggen. Da den ene mand tabte masken, kunne hun se, at det var [A]. Der var tre andre mænd, som ansøgeren ikke kendte. Ansøgerens svigerfader løb efter mændene, hvorefter ansøgeren hørte tre skud. Da ansøgeren kom på hospitalet med datteren, fandt hun ud af, at datteren havde fået kraniebrud, og at der havde samlet sig blod i hendes hjerne, hvilket ansøgeren mener er årsagen til, at datteren i dag er multihandicappet. Et par dage efter datterens operation, fik ansøgeren at vide, at det var hendes svigerfader, der var blevet ramt af skud, og at han var død. Ansøgeren flyttede med sin ægtefælle og datter til Pakistan, hvor de boede sammen med ansøgerens forældre. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret i overensstemmelse med oplysningerne i hendes asylskema og hendes forklaringer under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Forklaringen er sammenhængende, troværdig og vurderes ikke at være usandsynlig. Flygtningenævnets flertal lægger derfor ansøgerens forklaring til grund, idet det dog ikke findes tilstrækkelig sandsynliggjort, at [B] eller [A] var tilknyttet Taleban. Nævnets flertal finder således, at ansøgeren er forfulgt som følge af en privatretlig konflikt, idet hun har giftet sig med en anden på trods af et tidligere ægteskabsløfte. På baggrund af forklaringen om angrebet i 2009 finder flertallet, at konflikten har tilstrækkelig intensitet. Nævnets flertal finder endvidere, at konflikten fortsat kan være aktuel, selvom hun ikke er opsøgt siden 2009, idet nævnets flertal lægger vægt på, at hun og familien kort efter angrebet i 2009 flyttede til Peshawar i Pakistan. Nævnets flertal finder således samlet, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke i § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/98/SLH
