afgh201695

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan.

Flygtningenævnet udtalte:

Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra […], Balkh provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og/eller at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at lederen af den landsby han kommer fra, bad ham om at skaffe 15 motorcykler til Taliban, hvilket han gjorde, da han efter noget betænkningstid modtog dødstrusler fra Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på adskillige centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgeren og dennes bror også indbyrdes har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet på flere punkter forklaret afglidende og upræcist, ligesom forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Hertil kommer, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren og dennes bror uafhængig af hinanden har været udsat for identiske hændelsesforløb med få dages interval. Ansøgeren har således forklaret divergerende om kontakten til landsbyens leder samt om, hvem indkaldelsen fra efterretningstjenesten var adresseret til. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvilken type motorcykler han og broren solgte. Han har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at de kun solgte 3-hjulede motorcykler, mens han under sin forklaring for nævnet har forklaret, at de både solgte 2- og 3-hjulede motorcykler. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han modtog en skriftlig indkaldelse til efterretningstjenesten. Ansøgeren og dennes bror har indbyrdes forklaret divergerende om bl.a. hvorvidt ansøgerens bror i Afghanistan blev bekendt med, at ansøgeren var blevet kontaktet af landsbyens leder med krav om at aflevere motorcykler. Ansøgerens bror har således forklaret, at han ikke var bekendt hermed, mens ansøgeren har forklaret, at han talte med både sin far og bror om dette, da han havde modtaget trusselsbrevet, og at de blev enige om at aflevere motorcyklerne. De har endvidere forklaret divergerende og afglidende om, hvornår de blev bekendt med, at de havde været udsat for samme hændelsesforløb. Flygtningenævnet har endvidere i særlig grad lagt vægt på, at ansøgeren og hans lillebrors forklaring fremstår indbyrdes usammenhængende og utroværdige. Det forekommer således utroværdigt, at ansøgeren og hans bror ikke skulle have fortalt hinanden om henvendelserne fra landsbyens leder, henset til at de begge angiveligt blev truet på livet og til, at de motorcykler, de blev afkrævet repræsenterede en ret stor værdi. Efter en samlet konkret vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at de generelle forhold i Afghanistan – om end de er vanskelige – ikke i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. [afgh/2016/95/STA]