afgh201684

Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2011. 
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er af ukendt etnicitet fra Afghanistan. Hun angav ved indrejsen i Danmark at være ateist, men har efter asylsamtalen oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er blevet kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til hun og hendes ægtefælle er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for, at hun er konverteret til kristendommen. Der lægges herved vægt på, at der har været tale om et længerevarende forløb i forbindelse med konversionen. Ansøgeren blev døbt den [primo] 2014 og har efter de foreliggende oplysninger herudover vedvarende og regelmæssigt deltaget i kristne aktiviteter, som for eksempel gudstjeneste og bibelundervisning. Endelig er det oplyst, at ansøgeren og hendes ægtefælle følger et undervisningsforløb, som skal føre frem til, at ansøgeren skal konfirmeres [en dag i vinteren] 2016, mens ægtefællen og børnene skal døbes samme dag. Under disse omstændigheder må det antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2016/184/ceb