afgh201629

Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de samme personer, som slog hendes søn ved navn Faridun ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Faridun, som arbejdede ved politiet i Jalalabad, i foråret 2013 blev slået ihjel. Han blev efterfølgende begravet i Kunar-provinsen, hvor ansøgeren i forbindelse med begravelsen opholdt sig i omkring to uger. Efter begravelsen tog hun tilbage til Jalalabad. To måneder senere blev hendes bopæl opsøgt af nogen mænd, som omkring 20 dage efter blev pågrebet. Blandt disse mænd var Safiullah, som havde stået bag drabet på Faridun. Kort tid efter blev hendes anden søn ved navn Hamid samt barnebarn truet med, at de ville blive slået ihjel, hvis de ikke tilgav Safiullah. Ansøgeren flyttede herefter tilbage til Kunar med sin svigerdatter og fire børn. Seks måneder senere forsvandt Hamid og hendes barnebarn. Efterfølgende blev ansøgeren to gange med omkring en uges mellemrum opsøgt af en ukendt kvinde, som på vegne af en anden, truede ansøgeren med, at hun skulle tilgive Safiullah. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om drabet på Faridun, og at hun ikke ville tilgive Safiullah, til grund. Nævnet lægger endvidere til grund, at hendes søn Hamid er forsvundet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i Kunar har været udsat for trusler af en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren, der en ældre kvinde, er i reel risiko for overgreb fra Safiullahs familie. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at det asylmotiv, ansøgeren har påberåbt sig, ikke er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/29/CEB