Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin svigersøn [S]. Ansøgeren har yderligere som sit asylmotiv henvist til, at ansøgeren er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark, og at hun derfor risikerer at blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun har deltaget i [bibelundervisning] i perioden januar til februar 2015. Ansøgeren har yderligere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun siden januar 2015 er kommet til gudtjeneste i [en] kirke, og at hun efter at have deltaget på dåbshold siden april 2015 er blevet døbt den 25. oktober 2015. Hun har yderligere to gange ugentligt deltaget i undervisning i den kristne tro, ligesom hun går til gudstjeneste hver søndag. Hun føler, at det er hendes pligt at missionere, og hun har talt om kristendommen med sin datter og med en kurdisk kvinde, der nu er ved at konvertere. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring om baggrunden for sit ønske om konversion, at ansøgeren har gennemgået et halvårigt dåbsforløb, hvorefter hun i oktober 2015 blev døbt, at ansøgeren har redegjort fyldestgørende for sit kendskab til kristendommen, og at ansøgeren nu gennem nogen tid har fastholdt sit engagement i den kristne tro gennem fast deltagelse i undervisning og gudstjeneste. Selvom ansøgerens nærmere bekendtskab med kristendommen først må antages at være opstået efter Flygtningenævnets afslag af [primo] 2015, finder nævnet, at ansøgerens forklaring, der fremstår oprigtig, må lægges til grund, og at konversionen således må anses for reel, og at hun fortsat vil leve som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren må herefter antages at risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2016/234/JOV