Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han vil blive slået ihjel, idet han har konflikter med Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2011 blev opsøgt og tilbageholdt af Taliban, da han arbejdede som frivillig på en udenlandsk klinik i byen […]. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage og blev slået og afhørt af lederen, som sagde, at han skulle ophøre med at arbejde på klinikken og i stedet hjælpe Taliban. I begyndelsen af 2014 blev ansøgeren opsøgt på sin arbejdsplads af en mand, som bad ansøgeren tale med lederen for Taliban, hvilket ansøgeren afslog, idet myndighederne siden 2011 havde holdt øje med ansøgeren. Nogle dage senere opsøgte Taliban ansøgeren på sin bopæl og tog ham med og tilbageholdt ham et døgn på det samme sted, som han var tilbageholdt i 2011. Ansøgeren fik her valget mellem at ofre sin søn til Taliban eller hjælpe to af Talibans soldater til Jalalabad, hvor ansøgeren valgte sidstnævnte. Få dage senere kørte ansøgeren sammen med sin ægtefælle og to burkaklædte personer til Jalalabad, som ansøgeren og hans ægtefælle skulle hjælpe. Den efterfølgende dag blev ansøgeren opsøgt af to betjente på sin klinik, som tog ham med til sikkerhedstjenestens hovedkontor i Jalalabad. De beskyldte ham for at hjælpe Taliban og behandle deres soldater. Ansøgeren benægtede dette, og da de ingen beviser havde, blev ansøgeren løsladt efter tre dage. Da ansøgeren kom hjem, havde Taliban taget ansøgerens søn. Ansøgeren udrejste få dage senere af sit hjemland. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den på en række centrale punkter fremstår divergerende, usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om han blev opsøgt og afhørt af myndighederne i Jalalabad én eller to gange, og om det var politiet, der afhørte ham begge gange, eller om der i det ene tilfælde kun var tale om, at anklagemyndigheden ledte efter ham uden at afhøre ham. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til, om Taliban gav ham valget mellem enten at give sin søn til dem eller hjælpe dem, eller om de krævede, at han skulle gøre begge dele, og om Taliban opsøgte ham anden gang nogle dage efter, at deres sendebud havde opsøgt ham på klinikken, eller hvorvidt Taliban opsøgte ham samme nat på bopælen. Henset til, at ansøgerens forklaring i øvrigt har været meget detaljeret, findes divergenserne ikke at kunne tilskrives, at ansøgeren har dårlig hukommelse. Ansøgerens forklaring om, at han arbejdede alene på et hospital støttet af en tysk NGO, uden at der var vagtpersonale kun cirka tre kilometer fra et område, hvor Taliban havde magten, er ikke sandsynlig, navnlig set i lyset af ansøgerens forklaring om, at Taliban havde sendt trusselsbreve til de andre ansatte på klinikken. Det er heller ikke sandsynligt, at Taliban efter den første tilbageholdelse i 2011 lod gå frem til 2014, før de krævede, at ansøgeren skulle opfylde sit løfte om at hjælpe dem. Det er i lyset af den første tilbageholdelse, som varede fem dage, og hvor ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, heller ikke sandsynligt, at han skulle have nægtet at tage med Talibans sendebud, da han blev opsøgt igen på sin klinik i 2014. Det bemærkes i den forbindelse, at han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke tænkte, at det var vigtigt, mens han under mødet i nævnet har forklaret, at han tog Talibans trusler alvorligt. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren hverken efter den første eller anden henvendelse fra Talibans side gjorde noget for at sikre sig selv og sin familie, herunder ved at forsøge at flytte familien til Jalalabad, hvor de havde slægtninge, eller ved at forsøge at opnå myndighedernes beskyttelse ved at fortælle om Talibans henvendelser. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han slet ikke fortalte noget til myndighederne om henvendelserne, hvorimod han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han under pres fortalte dem om de maskerede personer. Det er endelig usandsynligt, at ansøgeren udrejste uden på nogen måde at sikre, at han kunne komme i kontakt med sin familie igen. Flygtningenævnets flertal finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/231/JOL
