afgh2016223

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim fra landsbyen […] i byen […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], som tidligere har været forlovet med ansøgerens ægtefælle, og som nu er imod deres ægteskab. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] og tre andre mænd har opsøgt ansøgerens far og truet ham omkring to måneder efter, at ansøgeren og hans ægtefælle var blevet viet. To dage senere blev ansøgerens bror opsøgt på sin arbejdsplads af de samme personer, som havde opsøgt ansøgerens far. Ansøgerens bror blev slået, inden politiet ankom, hvorefter mændene flygtede. Ansøgerens naboer i landsbyen har efterfølgende oplyst, at ukendte personer er kørt forbi familiens bopæl og har holdt øje med deres hus. Ansøgerens morbror har endvidere oplyst ansøgeren om, at [A] har ledt efter ansøgeren. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at episoderne med […] fandt sted kort tid efter brylluppet [i sommeren] 2012, og at familien ikke siden har modtaget henvendelser fra [A]. Ansøgeren har forklaret, at han aldrig har mødt [A] personligt. Ved vurderingen af det af ansøgeren påberåbte asylmotiv må det tillægges vægt, at ansøgeren ikke på et væsentligt tidligere tidspunkt efter [A]s henvendelser ansøgte om asyl, og at han først ansøgte om asyl i Danmark ni måneder efter indrejsen i landet. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren har forklaret upræcist om sine tanker og formål med indgåelsen af ægteskabet med [B], og at han først for Flygtningenævnet har oplyst om overfaldet på svogeren [C], som ligeledes skal have fundet sted i 2012. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde redegjort for det sene fremkomsttidspunkt for denne oplysning. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring om, at han er efterstræbt af [A]. På denne baggrund kan der heller ikke lægges nogen vægt på det fremlagte brev. Idet de generelt vanskelige forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/223/JOL