Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim fra Khanabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at klageren – der under mødet i Flygtningenævnet har svaret relevant på stillede spørgsmål – er tilstrækkelig moden til, at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er forsøgt hvervet af Taliban og frygter at blive dræbt af Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke ved, hvor hans familie befinder sig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han en dag, hvor han var på vej hjem fra skole blev kontaktet af en mand på gaden. Manden sagde til ansøgeren, at han skulle gå sammen med ham hen og købe en is. Manden havde et tørklæde for ansigtet og havde en turban på hovedet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans far efter denne hændelse er blevet opsøgt af Taliban tre gange med henblik på, at faren skulle udlevere ansøgeren til dem. Han har forklaret, at Taliban opsøgte faren første gang, mens han arbejdede på sine egne marker. De præsenterede sig som Taliban, og sagde til faren, at han skulle aflevere sin ældste søn til dem. Faren nægtede, hvorefter de gik. Anden gang opsøgte Taliban igen faren på marken. Taliban fortalte faren, at de ville give ham penge, hvis han afleverede sin ældste søn til dem. Faren afviste Talibans tilbud, hvorefter han blev slået med deres geværer. Taliban sagde til faren, at han ville få en chance mere, hvorefter de gik. Tredje gang opsøgte Taliban faren på gaden. De spurgte ham om, hvorfor han ikke havde afleveret sin søn til dem. Faren afviste igen at aflevere sin søn til dem. Taliban truede herefter faren med, at de ville tage ansøgeren med magt og slå faren og resten af familien ihjel. Et flertal af Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent om hændelserne, og at der på grund af hans unge alder må tillægges ansøgeren en vis margen i hans forklaring om tidsforløbet. Flertallet lægger endvidere vægt på, at den beskrevne konflikt er overensstemmende med baggrundsoplysningerne om ansøgerens hjemegn. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan igen vil være i Talibans søgelys og risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/218/THJ