Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har undladt at samarbejde med dem, og idet de tror, at han er skyld i et sammenstød mellem myndighederne og dem. Ansøgeren har videre om sit asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, som mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin ven [A’s] familie som hævn for, at han forlod [A], da han var blevet skudt. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han boede med sin familie i [landsbyen], og at han arbejde i den nærliggende by Ghazni. Her arbejde han for et byggefirma, som udførte forskellige opgaver. I forbindelse med sit arbejde, havde ansøgeren fået udstedt et adgangskort. Adgangskortet gav ansøgeren nem adgang ved vejchecks, når han skulle ud på projekter i forbindelse med arbejdet. [En nærmere bestemt fredag i foråret 2015], mellem kl. 13 og 14, var ansøgeren til fredagsbøn i moskéen i [landsbyen]. Efter fredagsbønnen sagde landsbyens mullah, [B], til ansøgeren, at han om aftenen ville komme forbi ansøgeren med to gæster. Omkring kl. 18-19 samme aften kom mullahen med to bevæbnede talebanere til ansøgerens bopæl. Ansøgeren blev bange, men var nødsaget til at invitere dem indenfor. Talebanerne bad under deres besøg ansøgeren køre en bil med to personer til centrum i Ghazni. Ansøgeren fik ikke yderligere informationer om opgaven, herunder hvornår opgaven skulle finde sted eller hvornår ansøgeren igen ville blive kontaktet. Besøget varede 10-15 minutter, hvorefter de to talebanere forlod ansøgerens bopæl. Ansøgeren gav ikke under mødet udtryk for, om han ville deltage eller ej, idet der nærmere var tale om en ordre. Da de var gået, var både ansøgeren og hans far meget bekymrede, og de vidste ikke, hvad de skulle stille op. De var enige om, at ansøgeren skulle sige nej, men de var i tvivl om, hvorledes de skulle løse problemet. De overvejede, om de skulle melde det til politiet, men de vidste også, at politiet ikke kunne hjælpe dem, ligesom de frygtede at gøre talebanerne vrede. De blev i stedet enige om, at ansøgeren skulle opsøge mullahen efter natbønnen, hvilket han gjorde. Ansøgeren oplyste mullahen om, at han ikke ønskede at samarbejde med Taliban, hvilket mullahen imidlertid opfordrede ansøgeren til. Ansøgeren og hans far fandt således ingen løsning, men ansøgeren havde ikke regnet med, at Taliban ville reagere så voldsomt, som de gjorde. Lørdag efter tog ansøgeren på arbejde i Ghazni. Om søndagen ringede ansøgeren til sin far, som sagde at alt var i orden. Om fredagen da ansøgeren som sædvanligt var på vej hjem fra arbejde, mødte han sin ven [A], som fortalte, at han havde forsøgt at få fat i ansøgeren for at advare ham om, at ansøgeren ikke kunne vende hjem. [A] fortalte, at politiet [tre dage efter, at Taliban havde været på bopælen] havde været ved ansøgerens bopæl og havde taget faren med. Politiet vidste, at Taliban havde været på bopælen. Ansøgerens far havde fortalt politiet, hvad der var sket [den nærmere bestemte fredag i foråret 2015]. Politiet havde imidlertid ikke troet på ansøgerens far, og havde derfor tilbageholdt ham. [A] fortalte endvidere ansøgeren, at der [fire dage efter, at Taliban havde været på bopælen] havde været et sammenstød mellem myndighederne og Taliban, hvor mange fra begge sider havde mistet livet. Endelig fortalte [A] ansøgeren, at repræsentanterne fra Taliban [seks dage efter, at Taliban havde været på bopælen] havde opsøgt ansøgerens bopæl. Da ansøgeren ikke var hjemme havde repræsentanterne tilbageholdt ansøgerens bror. Da ansøgeren og [A]havde talt sammen, overtalte [A] ansøgeren til ikke at vende hjem, og de fulgtes herefter ud til hovedvejen. Her kunne de pludselig høre lyden fra en motorcykel, og ansøgeren kunne høre skud blive affyret. [A] blev ramt og faldt om. Da [A] ikke bevægede sig, flygtede ansøgeren og slap væk. Samme dag blev ansøgeren kontaktet af [A’s] far, som anklagede ansøgeren for at være skyld i [A’s] død samt truede ansøgeren. Ansøgeren valgte herefter at flygte ud af landet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban, politiet og [A’s] far til grund, idet forklaringen efter en samlet vurdering fremstår konstrueret til lejligheden. Flertallet lægger vægt på, at det kan anses for usandsynligt, at medlemmer af Taliban har opsøgt ansøgeren på hans og familiens bopæl for at beordre ansøgeren til at transportere to personer til Ghazni, og at talebanerne efter 10-15 minutter har forladt bopælen, uden at have oplyst ansøgeren om de nærmere omstændigheder for transporten, herunder om tidspunktet og den måde, hvorpå transporten skulle foregå. Flertallet finder ligeledes, at det fremstår utroværdigt, at Taliban på den ene side har taget og tilbageholdt ansøgerens bror, [C], for at presse ansøgeren til at efterkomme Talibans ordre om transporten og allerede dagen efter skulle have forsøgt at slå ansøgeren ihjel, da han vendte hjem fra sit arbejde. Ansøgerens forklaring om selve skudepisoden og om drabet på hans ven, [A] findes ikke overbevisende, idet ansøgerens forklaring om, at Taliban har skudt mod ansøgeren og [A] fra en motorcykel, der kørte i en afstand af ca. 50 meter fra dem, og at det alligevel er lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet, uden at blive dræbt eller pågrebet af Taliban. For så vidt angår ansøgerens forklaring om konflikten med politiet fremstår det usandsynligt, at politiet alene har henvendt sig på ansøgerens bopæl, i stedet for at rette henvendelse til ansøgeren på hans arbejde i Ghazni, hvis myndighederne fandt, at der var risiko for, at ansøgeren ville misbruge sin stilling til at samarbejde med Taliban. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/208/str
