Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan.  Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller Daesh. Ansøgeren har oplyst, at han frygter Taliban vil slå ham ihjel, fordi Taliban vil tro, at han vil hævne sig, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Han frygter videre, at Taliban vil betragte ham som vantro, fordi han har været i Danmark. Ansøgeren frygter at Daesh vil finde ud af, at han er søn af sin far, der har arbejdet for myndighederne i Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at faren og broren arbejdede som politibetjente for myndighederne i Afghanistan. En nat blev ansøgerens landsby, […], angrebet af Taliban, mens ansøgeren selv var i en anden landsby, […]. Da ansøgeren kom hjem den følgende morgen, så han sin mor grædende foran deres hus. Moren fortalte, at der var kommet nogle mænd, der havde taget faren og broren, samt at hun ikke vidste, hvem mændene var, idet de talte et sprog, hun ikke forstod. Et par dage efter fandt en fårehyrde et lig af en ung mand, der viste sig at være ansøgerens bror. Ansøgerens bror var blevet skudt i hovedet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke haft personlige konflikter med Taliban, myndigheder eller andre i Afghanistan. Det bemærkes endvidere, at ansøgerens far og bror begge har været beskedent profileret og alene i et lokalt område, og at ansøgeren, efter Talibans overtagelse af landsbyen, uantastet har kunnet opholde sig der frem til udrejsen omkring fire dage senere. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren i øvrigt ville kunne tage ophold i en større by andetsteds i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/207/AKM