Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Mazar-e Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, DAESH eller andre ukendte personer, da han har arbejdet for [en navngiven organisation]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han fra [foråret] 2011 til [begyndelsen af] 2014 arbejdede for [organisationen]. Han arbejdede som underviser, og han underviste blandt andet lokalpolitiet i lovgivning. I slutningen af 2013 blev ansøgeren overfaldet på vej hjem fra arbejde. Han kom gående på gaden, da to personer steg ud af en bil og stak ham med en kniv. Ansøgeren forsvarede sig, og han fik hjælp fra andre personer på gaden, hvorefter overfaldsmændene flygtede. Omkring en måned senere modtog ansøgeren et opkald fra hemmeligt nummer, hvor den pågældende truede ansøgeren på livet. Omkring fem dage senere modtog ansøgeren to SMS’er, som ligeledes indeholdt trusler på livet. [I begyndelsen af] 2015 genoptog ansøgeren sit arbejde for [organisationen]. [I sommeren] 2015 var han på arbejde i [et navngivent distrikt], da nogle lokale omkring klokken 13.30 ankom og fortalte, at ansøgerens bil, som var parkeret to til tre kilometer væk, var blevet ødelagt. Bilens ruder var blevet smadret, og dækkene var punkteret ved skud. De lokale rådede ansøgeren til at flygte. Herefter levede ansøgeren i skjul hos sin faders ven frem til sin udrejse [en måned senere]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende overfaldet i 2013 bemærker nævnet, at det alene beror på ansøgerens formodning, at overfaldet kan sættes i forbindelse med hans arbejde for [organisationen]. Endvidere bemærker nævnet, at overfaldet og den efterfølgende telefoniske trussel og de to SMS’er ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren efter overfaldet inviterede sin i Danmark bosiddende kæreste til Afghanistan, hvor hun opholdt sig i omkring seks uger, og hvor de indgik ægteskab. På den baggrund anser Flygtningenævnet forholdet som en enkeltstående afsluttet episode. Vedrørende skudepisoden [i sommeren] 2015 lægger nævnet vægt på, at skuddene blev rettet mod en bil tilhørende [organisationen], da bilen var parkeret og efterladt på to til tre kilimeters afstand fra den landsby, hvor ansøgeren og chaufføren opholdt sig. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at angrebet var rettet mod ansøgerens person, eller at han i øvrigt skulle være blevet identificeret på en sådan måde, at han konkret efterfølgende ville være i risiko for overgreb på baggrund af episoden. For så vidt angår den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til, at hans broder skulle være kidnappet, kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret detaljeret om dette forhold, idet han alene har oplyst, at hans broder er forsvundet, og han ikke ved, hvem der stod bag denne forsvinden, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at han fik denne oplysning cirka to måneder før oplysnings- og motivsamtalen, under en telefonsamtale med sin fader, der grædende berettede om kidnapningen. Nævnet har i denne sammenhæng lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen den […] 2016 har været orienteret om vigtighed af at fortælle alt som han finder relevant, selvom der ikke stilles spørgsmål hertil. Når henses til at oplysningen om broderens kidnapning må anses for et centralt element i ansøgerens asylmotiv, finder nævnet, at det fremstår som påfaldende, at ansøgeren først fremkommer med oplysning herom under nævnsbehandlingen. Nævnet finder herefter at ansøgerens påberåbte asylmotiver, dels vedrørende overfaldet i 2013 og dels vedrørende skudepisoden [i sommeren] 2015, ikke har en sådan intensitet og karakter, at den kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/204/mvln
