Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og statsborgere i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været med-lemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb, idet de er konverteret fra islam til kristendommen og derfor i hjemlandet vil blive betragtet som frafaldne. Den kvindelige ansøger fik vækket sin interesse for kristendommen i forbindelse med et forsøg på udsendelse af ansøgerne i efteråret 2015, hvor den mandlige ansøger overbeviste hende om rigtigheden af at bekende sig til den kristne tro. Hun begyndte i [efteråret] 2015 at komme i Internationalt Kristent Center, hvor hun har fulgt dåbsforberedelse og har siden [foråret] 2016 deltaget i møder og gudstjenester i Apostelkirken. Hun blev optaget i kirkens dåbsklasse fra [foråret] 2016, hvorefter hun den [i efteråret] 2016 blev døbt i Apostelkirken. Hendes konversion er omtalt i en artikel i Information den [i sommeren] 2016. Den mandlige ansøger har i asylcenter Ellebæk fulgt gudstjenester, bøn og undervisning indtil [vinteren] 2016, hvorefter han i Vridsløselille har fulgt gudstjenester og undervisning og er – idet han tidligere blev døbt i Norge – blevet konfirmeret i Apostelkirken den [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion er reel. Nævnet har herved for så vidt angår den mandlige ansøger navnlig lagt vægt på, at han – der allerede under behandlingen af sin asylsag i Norge i 2010 angav at være konverteret – dels i en samtale med Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2015 forklarede, at han ikke følte sig kristen, dels ikke under Flygtningenævnets behandling af hans sag den [i sommeren] 2015 kunne redegøre nærmere for sin kristne overbevisning, ligesom han forklarede, at han ikke gik i kirke og ikke kendte de kristne højtider. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den mandlige ansøger under sin forklaring for nævnet nu har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret. Det findes heller ikke sandsynliggjort, at konversionen skulle være sket efter nævnets behandling af hans sag i [sommeren] 2015, muligt som følge af svære livsbetingelser i Danmark eller frygt for fremtiden, hvorved bemærkes, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at det var Guds plan med ham fra før fødslen, at han skulle rejse til Europa og blive kristen. Nævnet har for den kvindelige ansøger navnlig lagt vægt på, at hendes interesse for kristendommen først har vist sig efter, at hun den [i sommeren] 2015 fik endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet og først i forbindelse med, at en tvangsmæssig udsendelse var nært forestående. Da Flygtningenævnet ikke finder det sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers konversion har været reel, kan nævnet således heller ikke lægge til grund – som forklaret af den kvindelige ansøger – at hun pludselig fik vækket sin interesse for kristendommen – som hun kort tid forinden havde taget betydelig afstand fra – i forbindelse med et forsøg på udsendelse af ansøgerne i efteråret 2015, hvor den mandlige ansøger overbeviste hende om rigtigheden af at bekende sig til den kristne tro. Uanset at hun har udvist viden om kristendommen og har fremlagt erklæringer om deltagelse i undervisning, gudstjenester og dåb finder Flygtninge-nævnet derfor ikke, at hendes konversion til kristendommen er udtryk for indre overbevisning og dermed er reel. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, er opfyldt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/203/MGO
