Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning. Hun er født i Afghanistan, men opvokset i Indien, hvortil hendes forældre flyttede, da ansøgeren var 5 år gammel. Ansøgeren boede i Indien, indtil hun udrejste sammen med sin ægtefælle i [sommeren]2015. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. I 2013 blev ansøgeren forlovet med [S]. I 2014 mødte ansøgeren sin ægtefælle, [B], som hun blev gift med [ i slutningen af ]2014. Ansøgeren har haft problemer med[S], efter at hun mødte sin ægtefælle. [S] har opsøgt hende og slået hende og truet hende. Cirka en til to måneder efter, at ansøgeren og ægtefællen var blevet gift, satte [S]. I [sommeren]2015 udrejste ansøgeren af Indien. Ansøgeren har oplyst, at hun for cirka to en halv måned siden, det vil sige efter Udlændingestyrelsens afgørelse, er blevet forladt af [B], idet han er forsvundet med en anden kvinde (med iransk baggrund). Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive overgreb, fordi hun er enlig kvinde uden netværk og ikke taler sproget. Hun er desuden ikke praktiserende muslim. Endvidere har hun gjort gældende, at hun vil være i fare, fordi hun som følge af sit langvarige ophold i udlandet, herunder sit ophold i Europa, vil blive betragtet som en kvinde, der har overtrådt sociale normer. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring i relation til Afghanistan til grund. Forklaringen har været troværdig, herunder forklaringen om skilsmissen fra [B]l og baggrunden herfor. Ansøgeren er således en enlig kvinde, født i Afghanistan. Hun har boet i Indien, siden hendes forældre i 1985 forlod Afghanistan, og hun har ikke siden været tilbage i Afghanistan. Forældrene har ikke opdraget hende som muslim, og hendes mor var indisk statsborger. Den omstændighed, at en ansøger er enlig kvinde fra Afghanistan uden netværk, kan efter Flygtningenævnets praksis ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren er imidlertid ikke opdraget i Afghanistan og heller ikke opdraget i overensstemmelse med afghansk kultur, og hun taler ikke et af de sprog, som tales i Afghanistan. Hun har intet kendskab til familiemedlemmer i Afghanistan. Hun fremtræder på en sådan måde, at der er en nærliggende risiko for, at befolkningen i Afghanistan vil opfatte hende som vestligt orienteret. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at der er en reel risiko for, at ansøgeren i Afghanistan vil blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren tilhører en speciel social gruppe i flygtningekonventionens forstand, og hun kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren opfylder derimod betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. ” afgh/2016/194/MNR