afgh2016193

Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive taget til fange og dræbt af Taliban eller ISIL, fordi han er etnisk hazara. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at Taliban og ISIL mener, at hazara-folket er vantro. Ansøgeren har endvidere forklaret, at Taliban og ISIL hovedsageligt går efter unge mennesker. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft individuelle konflikter, hverken med Taliban, ISIL eller andre. Efter hans forklaring for nævnet har han med sin familie boet i Afghanistan i en lang periode formentlig fra 2001 til 2014. Idet ansøgeren ikke er individuelt forfulgt, og da de generelle forhold for hazara i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/193/SLH