afgh2016188

Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes svigerfamilie vil slå hende og hendes søn ihjel. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes svigerfamilie vil tage hendes søn fra hende. Endvidere frygter ansøgeren de generelle forhold for etniske hazaraer og enlige kvinder i Afghanistan. Endeligt frygter ansøgeren at blive tvangsgift med sin svoger. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har indtil 2012 haft et opholdskort i Iran. Ansøgeren blev i 2004 gift med en afghansk statsborger, som opholdt sig illegalt i Iran. I starten af foråret 2012 blev ansøgerens mand udvist af Iran til Afghanistan, idet han ikke havde noget opholdskort. Efter ansøgerens mand var udrejst til Afghanistan, havde de sporadisk telefonisk kontakt. Ved en af disse telefonsamtaler oplyste han, at han forsøgte at få noget jord fra sin bror, som han havde arvet fra deres forældre. En måned efter ansøgerens mand var rejst til Afghanistan, stoppede han med at ringe. Ansøgeren hørte, på et ukendt tidspunkt [i foråret-sommeren] 2012, et rygte fra andre afghanere i ansøgerens område om, at ansøgerens mand var død. En måned efter hendes ægtefælles udrejse kontaktede ansøgerens svigerinde hende, og bad ansøgeren om at rejse til Afghanistan for at bo sammen med sin svigerfamilie. Ansøgeren udbad sig betænkningstid. Ansøgerens svigerfamilie oplyste ikke noget om ansøgerens mands død, og ansøgeren spurgte heller ikke. I foråret eller sommeren 2012 rejste ansøgerens familie til [et andet europæisk land]. En måned efter ansøgerens familie var rejst til [et andet europæisk land], henvendte ansøgeren sig til de iranske myndigheder for at få forlænget sit opholdskort og søge om et opholdskort til sin søn. Her fik ansøgeren at vide, at hendes sag hørte under hendes mors sag, og da hun var udrejst, var ansøgerens opholdskort blevet annulleret. Kort efter ansøgerens familie var rejst til [et andet europæisk land], ringede ansøgerens svigerinde igen. Hun sagde, at ansøgeren skulle tage til Afghanistan og bo sammen med sin svoger i Kabul. Ansøgeren protesterede, men ansøgerens svigerinde sagde, at det gjaldt familiens ære. Ansøgerens svigerinde fortalte endvidere, at ansøgeren skulle giftes med sin svoger, og hvis ansøgeren ikke kom frivilligt, ville de sende nogen for at hente hende. De vidste godt, hvor ansøgeren boede i Iran. Ansøgerens ægtefælle har fortalt ansøgeren, at hendes svigerfamilie er voldelige og brutale, og ansøgerens svogers kones brødre er med i Taliban. Ansøgeren sagde til sin svigerinde, at hun ville sælge dit indbo, så hun kunne finansiere rejsen. Det gjorde ansøgeren også, men hun brugte i stedet pengene på at finansiere sin udrejse til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet hun for nævnet har forklaret troværdigt, konsistent og sammenhængende om sit asylmotiv, der er underbygget af de baggrundsoplysninger, der foreligger om tvangsægteskaber for enker i Afghanistan. Det er efter disse baggrundsoplysninger ikke ualmindeligt, at en kvinde, der ikke vil indgå i et sådant tvangsægteskab, vil blive udsat for vold eller andre overgreb, ligesom hun kan risikere at miste forældremyndigheden over sin søn. Ansøgeren er herefter omfattet af udlændingelovens § 7 og skal meddelelse opholdstilladelse. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet hun som enke i risiko for tvangsægteskab tilhører en særlig social gruppe. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2016/188/snd