Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til asylmotivet fra sin tidligere asylsag i Danmark. Ansøgeren har desuden henvist til, at han, efter at have fået afslag på asyl i Danmark, udrejste fra Danmark [i vinteren] 2013, og at han – som følge af sin tidligere konflikt – to måneder efter sin genindrejse i Afghanistan på ny fik konflikter. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han to måneder efter sin genindrejse i hjemlandet så to personer fra den gruppe, som havde tilbageholdt ansøgeren forud for hans første udrejse af hjemlandet. De kiggede mærkeligt på ansøgeren. Efter fire til fem dage kom de to personer til ansøgerens bopæl. Ansøgeren var ikke hjemme på det tidspunkt. Ansøgerens far ringede til ansøgeren og fortalte, at han ikke skulle komme hjem, men han fortalte ikke, hvad der var sket. Ansøgeren tog herefter hjem til sin farbror i [A]. Næste dag kom ansøgerens forældre og fortalte om henvendelsen. De fortalte, at personerne havde været inde i huset og kigge, og at de ville tale med ansøgeren personligt. Deres hensigt var at komme igen en anden gang for at tale med ansøgeren personligt. De pågældende havde også truet med at sende en selvmordsbomber til huset. Herefter boede ansøgeren et stykke tid hos sin farbror. Ansøgerens far havde til hensigt at søge hjælp hos myndighederne. Da ansøgerens far gik hen til politistationen for at anmelde episoden på bopælen, så han de to personer fra episoden tale med en politimand udenfor politistationen. Som følge af det han havde set, valgte ansøgerens far ikke at anmelde forholdet til politiet. Efter én til halvanden uge kom de samme to mænd igen hjem til ansøgerens bopæl. Ansøgerens far råbte op, og de tog ham derefter ind i gården og tog en pistol frem. Ansøgerens far fortalte dem, at han ikke kendte adressen, hvor ansøgeren opholdt sig, og at ansøgeren var hos en ven. Herefter ransagede personerne huset og udsatte ansøgerens far for vold. De sagde, at ansøgerens far var skyld i, at en kriminel var gået fri, idet ansøgeren havde arbejdet for amerikanerne. De fortalte samtidig, at ansøgeren tidligere var flygtet fra dem. Da ansøgerens mor fortalte dem, at der var blevet betalt for løsladelsen, sagde personerne, at de ville halshugge den, der havde taget imod pengene. Herefter opholdt ansøger sig hos slægtninge i [en by i det nordlige Afghanistan] i fire til fem måneder. Da ansøgeren kom tilbage til Kabul, tog han ophold hos sin farbror. Ansøgerens familie ville ikke gøre ham bekymret, men de sagde, at problemerne stadig var der. Ansøgeren opholdt sig i Kabul i en måned. Herefter tog ansøgeren til Islamabad, hvor han var i en længere periode, måske fem til syv måneder. Ansøgerens ægtefælle opholdt sig på det tidspunkt i [er europæisk land], og ansøgeren søgte derfor om visum, men fik afslag. Ansøgeren tog herefter til Kabul, hvor han befandt sig en kort periode, måske to til tre uger. Herefter tog ansøgeren til [en by i det nordlige Afghanistan], hvor han opholdt sig tre til fire måneder, indtil han fandt en agent. Ansøgeren udrejste af lufthavnen i [en by i det nordlige Afghanistan] i [sommeren] 2014. Flygtningenævnets stadfæstede ved afgørelse af [en dato i 2012] Udlændingestyrelsens afslag af [en dato i 2011] på ansøgerens ansøgning om asyl. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i Pakistan af ukendte bevæbnede personer kunne anses for asylbegrundende. Nævnet anså episoden for en enkeltstående afsluttet konflikt uden sammenhæng med de efterfølgende henvendelser, som ansøgerens forældre fik i sommeren/efteråret 2011, og som ansøgeren i øvrigt påberåbte sig som støtte for sit asylmotiv. De pågældende henvendelser havde desuden ikke en sådan intensitet eller karakter, at de kunne sidestilles med asylbegrundende forfølgelse.Ved afgørelse af [en dato i 2013] afslog Flygtningenævnet at genoptage sagen, da der ikke forelå sådanne nye oplysninger, at det gav anledning til at genoptage sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om yderligere konflikter efter hans frivillige udrejse til Afghanistan [i vinteren] 2013. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at de to mænd, som efter ansøgerens oplysninger deltog i tilbageholdelsen af ham i [B] i Pakistan i [foråret] 2011, pludselig skulle have befundet sig på gaden i Kabul i foråret 2013, mens ansøgeren stod og talte med en venner. Det forekommer endvidere påfaldende, at de to mænd derefter skulle have været i stand til at finde frem til hans og forældrenes fælles bopæl, som de senere opsøgte netop på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke var hjemme. Det forekommer yderligere usandsynligt, at de to mænd samtidigt skulle have befundet sig på den lokale politistation og have talt med personalet der lige på det tidspunkt, hvor ansøgerens far indfandt sig nogle dage efter for at anmelde personernes indtrængen i hjemmet. Hertil kommer, at ansøgeren efter de to episoder i foråret 2013, hvor de to mænd angiveligt opsøgte hans forældre, truede dem og opførte sig voldeligt, først opholdt sig 5-6 måneder i [en by i det nordlige Afghanistan], dernæst til Islamabad i 7-8 måneder og herefter 2-3 måneder i [en by i det nordlige Afghanistan] igen med to mellemkommende kortere ophold i Kabul, uden at han på noget tidspunkt er blevet opsøgt eller kontaktet af de to mænd eller repræsentanter fra Taleban, og uden at kunne fortælle nærmere om 3-4 angivelige henvendelser fra de to mænd eller fra Taleban til ansøgerens familie i de første måneder, hvor han befandt sig i det nordlige Afghanistan. Endvidere forekommer det påfaldende, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt i den periode, hvor ansøgeren opholdt sig i Danmark fra [foråret] 2011-[vinteren] 2013, hvis ansøgeren skulle have været efterstræbt af Taleban, fordi de mente, han var flygtet fra [B] og i øvrigt havde arbejdet for en udenlandsk virksomhed. Desuden er ansøgeren først indrejst til Danmark for at søge asyl på baggrund af begivenhederne i foråret 2013 [i efteråret] 2015, efter at han havde fået afslag på visum fra Udlændingestyrelsen [i foråret] 2014. I forlængelse heraf henviste ansøgerens advokat i en mail af [en dato i foråret] 2014 til en vedhæftet mail fra ansøgeren, hvoraf fremgår, at han ikke er bange for at bo i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere i interview af [en dato i foråret] 2014 oplyst, at han arbejdede for et firma ved navn [C], og han har for nævnet forklaret, at det var et amerikansk firma. Dette stemmer ikke overens med, at han på det tidspunkt mente at være forfulgt af Taleban, fordi han tidligere havde arbejdet for et udenlandsk firma. Det er derfor efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring sammenholdt med sagens andre oplysninger ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/187/SND
