Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan. Ansøgeren har under den oprindelige asylsagsbehandling forklaret, at han er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til han og hans ægtefælle er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har påbegyndt et undervisningsforløb, som skal føre til, at han skal døbes [en dag i vinteren] 2016, ligesom hans børn skal døbes samme dag. Endvidere skal hans ægtefælle konfirmeres ligeledes samme dag. Endvidere lægges det til grund, at ansøgeren har deltaget i kirkegang fra begyndelsen af 2016, ligesom han sammen med ægtefællen udøver kristne aktiviteter i hjemmet. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold kan nævnet ikke lægge til grund, at der på nuværende tidspunkt er tale om en reel konversion. Når der imidlertid henses til, at Flygtningenævnet har lagt til grund, at hans samlevende ægtefælle er konverteret til kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”afgh/2016/185/ceb